IA: Minister-svar er uacceptabelt

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) er stærkt utilfreds med et svar fra justitsminister Nick Hækkerup, når det gælder et bredt politisk ønske om at få hævet foranstaltningsrammen, når det gælder seksualforbrydelser mod børn.

Offentliggjort

I et brev fra 20. december fra justitsminister Nick Hækkerup til Naalakkersuisoq for Justitsområdet Martha Abelsen står der som begrundelse, at der ikke er anstaltspladser og bemanding nok til at hæve rammerne fra de nuværende 10 år.

Aaja Chemnitz Larsen mener, at regeringen er forpligtet til at finde en løsning sammen med Naalakkersuisut.

- Alt for tit ser vi sager, hvor forbrydelse og foranstaltning slet ikke hænger sammen. Mens en gerningsmand kan slippe afsted med 6, 12 eller 18 måneder for en seksualforbrydelse på f.eks. et barn, har barnet følger af det resten af livet. Det krænker vores retsfølelse og hører ikke til i 2020, siger Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Sofia Geisler undrer sig

IA’s Inatsisartutmedlem Sofia Geisler stod sidste år bag et beslutningsforslag om at få hævet foranstaltningsrammen for seksualforbrydelser. Det undrede hende, at Martha Abelsen i sit svarnotat pludselig drejede diskussionen over mod, at der skulle indføres et strafferetligt system, der svarer til det danske med anstaltsanbringelser, der blev hævet til 16 år.

- Sagen burde handle om, hvorfor der i dag dømmes foranstaltninger fra 30 dages anstaltsanbringelse og op til 5 års anstaltsanbringelse for seksuelle overgreb, når kriminalloven rent faktisk giver mulighed for et skærpet foranstaltning, siger Sofia Geisler til Sermitsiaq.AG.

Kriminallovens fallit

- Indtil videre må jeg konstatere, at det ser ud til at være meget svært at varetage offerets rettigheder eller øge befolkningens generelle retssikkerhed med udgangspunktet i Kriminalloven. Hvis det rent faktisk er sådan, at Kriminalloven har spillet fallit, og ikke længere er tidssvarende, må Naalakkersuisut sige det offentligt, og argumentere for, at det kun kan blive via en straffelov, at befolkningens retssikkerhed generelt og især ved seksuelle overgreb kan sikres og øges, understreger Sofia Geisler.

Sofia Geisler håber, at andenbehandlingen af hendes beslutningsforslag fra Efterårssamlingen vil ske med fastholdelse af fokus på intentionen i forslaget.

Powered by Labrador CMS