stemmeret
IA Ungdom: At have stemmeret er en rettighed og ikke tvang
Inuusuttut Ataqatigiit vil gerne diskutere med Siumut Ungdom om hvordan befolkningen kan få motiveret de unge til at interessere sig for politik
Som Sermitsiaq.AG skrev sidste uge, så foreslår Inuit Ataqatigiit at sænke valgretsalderen fra 18 år til 16 år.
Partiets begrundelse for at sænke valgretsalderen er, at partiet ønsker et stærkere demokrati og en generelt højere valgdeltagelse.
Siumut Ungdom er ikke enig i forslaget.
- Forslaget strider imod FN’s børnekonvention. Ifølge konventionen skal barndommen beskyttes, det vil sige, at børn under 18 år skal beskyttes, fordi de stadigvæk er børn, lød det blandt andet fra medlem af hovedbestyrelsen i Siumut Ungdom, Amalie Bourup.
Læs: Lavere stemmealder bryder FN-regler
Den lave stemmeprocent
Inuit Ataqatigiits ungdomsorganisation, Inuusuttut Ataqatigiit, blander sig nu i debatten.
Ungdomsorganisationen mener, at befolkningens engagement og interesse for politik afspejles i stemmeprocenten.
- Vi mener at det er et demokratisk problem når havdelen af de stemmeberettige til folketingsvalget ikke bruger deres demokratiske ret til at stemme. Vi mener heller ikke, det er godt når omkring ti tusinde stemmeberettige ikke afgav deres kryds ved sidste Inatsisartut valg. Derfor er det nødvendigt at tage en diskussion om hvorfor befolkningen har så lav en interesse for politik, skriver IA Ungdoms næstformand Jane Petersen i en pressemeddelelse.
Er ikke tvang
Inuusuttut Ataqatigiit vil meget gerne diskutere med Siumut Ungdom om hvordan befolkningen kan få motiveret de unge til at interessere sig for politik.
- Vi mener at have ret til at stemme og at være valgbar er en rettighed og ikke en tvang. Vi er enig med Siumut Ungdom om at de unge allerede i dag har mulighed for at deltage aktivt i foreninger og forbund, men spørgsmålet er om det et disse muligheder er nok til at motivere de unge i til at engagere og interessere sig for politik?, spørger Jane Petersen.
Inatsisartut skal i den kommende efterårssamling diskutere Inuit Ataqatigiits forslag om, at valgretsalderen skal sænkes fra 18 år til 16 år.
Læs: Sænk valgretsalderen til 16 år