urandebat

IA Ungdom: Kampen er kun lige begyndt

- Vores land har et stort behov for, at partierne og befolkningen er sammen om minepolitikken, lyder det fra Inuusuttut Ataqatigiit

- Koalitionen har ikke inddraget borgerne og ignoreret splittelsen i samfundet, siger Múte Bourup Egede, formand for Inuusuttut Ataqatigiit, der på billedet ses iført hvid malerdragt under ’Naamik qujaannarpungas’ anti-uran-demonstration i Nuuk tidligere på måneden forud for Inatsisartuts 1.-behandling af ophævelsen af nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding

IA’s ungdomsorganisation Inuusuttut Ataqatigiit har langt fra opgivet kampen, selvom et flertal i Inatsisartut som bekendt har ophævet nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding.

- Koalitionen har ikke inddraget borgerne og ignoreret splittelsen i samfundet. Det kan man ikke være bekendt, lyder det fra Múte Bourup Egede, formand for Inuusuttut Ataqatigiit.

- Hele den her proces har afspejlet, at der er behov for en uafhængig instans, som kan sørge for borgerinddragelse i store sager som uranproblematikken. Den instans kan tilmed sørge for at være bindeled mellem selvstyret og de store selskaber. Dette vil sikre, at der ikke sker korruption, og det vil betyde, at borgerne kan føle sig trygge og tilmed give dem uvildig information.

- Vores land har et stort behov for, at partierne og befolkningen er sammen om minepolitikken. En nationalkonsensus inden for minepolitikken er at foretrække frem for en politik, der er bestemt af et snævert flertal, fremhæver Múte Bourup Egede.

Alle skal høres
Han oplyser, at Inuusuttut Ataqatigiit vil kæmpe for, at de, der ikke blev hørt under uran-beslutningsprocessen, bliver hørt og inddraget.

- Hvis Naalakkersuisut skal have den arbejdsmetode hele tiden, ender det hele i kaos. Alle i samfundet har krav på at blive inddraget i store og vigtige problematikker. Vi er mere end klar til at kæmpe for, at vores synspunkter bliver hørt. For os er kampen kun lige begyndt, siger Múte Bourup Egede.

- Du siger, at ’dette vil sikre, at der ikke sker korruption, og det vil betyde, at borgerne kan føle sig trygge og tilmed give dem uvildig information’. Mener du, der er foregået korruption under forhandlingerne med Greenland Minerals and Energy og London Mining?

- Jeg vil ikke påstå, at korruption har fundet sted. Det har jeg ikke beviser på. Det, vi siger, er, at det er kritisabelt, at der blandt beslutningstagerne er tætte bånd til mineindustrien. Den instans, vi foreslår, kan være et redskab til at undgå korruption i fremtiden. 'uran-processen' viser, at der er et stort behov for, at civilsamfundet bliver beskyttet og inddraget under beslutningsprocesser, forklarer Múte Bourup Egede.

Powered by Labrador CMS