IA vil undgå ballade om ny fiskerilov

Det er surt at sidde i opposition. Det fornemmes i en pressemeddelelse fra IA’s formand Múte B. Egede, der efterlyser et bredt politisk samarbejde om fiskeripolitikken, så fremtidige konflikter på området undgås.

Múte B. Egede opfordrer Naalakkersuisut til at inddrage oppositionen i forhandlingerne om en ny fiskerilov.

Mens partilederne i koalitionen er på vej til Ilulissat for sammen med Demokraternes formand Niels Thomsen at finde fælles fodslag til en fiskerikommission sidder IA’s, Partii Naleraqs og Samarbejdspartiets formænd tilbage i Nuuk.

Den situation er Múte B. Egede langt fra tilfreds med.

- Jeg efterlyser, at vi og andre partier i oppositionen bliver tæt inddraget i forhandlinger. Som folkets tjenere kan vi i et så vigtigt spørgsmål for vores land ikke komme udenom at skabe fremtiden med et bredt fundament. Fiskeriet berører os alle. Derfor skal vi samarbejde om det, mener IA-formanden, der har sendt sit opråb til Naalakkersuisut via en pressemeddelelse.

Langsigtede forlig

Han mener, at det er helt centralt, at der sikres brede forlig på tværs af partierne på fiskeriområdet.

- Hvis fremtiden for os alle skal sikres, skal udviklingen af fiskerierhvervet være langsigtet og gå på tværs af valgperioder uanset hvem der sidder på regeringsmagten, fastslår IA-formanden.

- Vores fællesressourcer fortjener ikke en konfliktfyldt løsning, understreger han.

Powered by Labrador CMS