IA og Siumut bejler begge til jollefiskerne

Såvel IA som Siumut vil have fjernet afgiften på hellefisk for at komme de nødlidende jollefiskere i det indenskærs fiskeri til hjælp.

Siumut og IA er parat til at fjerne afgiften på hellefisk, som skaffer Landskassen en årlig indtægt på cirka 15 millioner kroner. På den måde vil de to store partier komme de mange nødlidende jollefiskere i det indenskærs fiskeri til hjælp.

De to Siumut-kandidater Karl Tobiassen og Ilatsiaq Markussen oplyser i en pressemeddelelse, at der også skal findes en løsning, der vil gavne torskefiskeriet, som betegnes som værende urentabelt.

IA fremlagde tirsdag sit valgprogram til Inatsisartut-valget og heri lå også en målsætning om at afgiften på hellefisk skal fjernes som en hjælp under coronakrisen.

Flyt Royal Greenland kontor

Siumuts kandidater peger på, at de manglende indtægter til Landskassen blandt andet kan hentes hjem ved at flytte Royal Greenlands salgskontor fra Danmark til Grønland, da det ”vil indbringe skatteindtægter for kommunerne og samfundet”, som de udtrykker det.

Grønlandsbanken gav i sin samfundsøkonomiske analyse for nylig udtryk for, at der er et glidende kollaps i det indenskærs fiskeri, fordi der simpelt hen er for mange jollefiskere, og der overfiskes, hvilket strider imod et bæredygtighedsprincip.

- Det er hverken økonomisk eller biologisk bæredygtigt, når kvoterne for eksempelvis hellefisk og torsk har været sat højere end den biologiske rådgivning igennem en årrække. Udover risikoen for et biologisk kollaps er vigtigheden af et bæredygtigt fiskeri især tydeligt at se, når Grønland handler med udlandet, slår banken fast og henviser til, at forbrugere rundt om i verden efterspørger MSC-certificerede fisk og skaldyr.

Advarer mod hjælpepakker

Banken henviste desuden til Økonomisk Råd, der vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at etablere brede støtte- og hjælpepakker til fiskerierhvervet, som coronakrisen har forløbet hidtil.

- Fiskeriet har oplevet ændringer i efterspørgselen og deraf udsving i priserne, men det begrunder i sig selv ikke, at der etableres hjælpepakker, skriver banken med henvisning til Økonomisk Råds rapport om Grønlands økonomi, der blev fremlagt i efteråret 2020.

Hverken IA eller Siumut forholder sig til den strukturelle udfordring i forbindelse med erklæringerne om at fjerne afgiften på hellefisk.

Powered by Labrador CMS