IA-sejr giver dansk håb om stabilitet
Martin Lidegaard (R) håber, at udfaldet af valget i Grønland kan være med til at sikre flere investeringer. SF's Karsten Hønge er også tilfreds med valgresultatet.
Resultatet af det netop overståede grønlandske valg bliver modtaget med tilfredshed blandt flere af de politiske partier i Folketinget.
Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) bliver det største parti i Inatsisartut, parlamentet, og får dermed mulighed for at danne regering. Det sker efter en periode med intern uro hos det mangeårige regeringsbærende parti Siumut.
Kim Kielsen blev sidste år afsat som formand for Siumut, men han fortsatte alligevel som Grønlands regeringschef frem til valget.
Samarbejde skal udvikles
Grønlandsordfører Martin Lidegaard (R) håber først og fremmest på mere stabilitet hos en kommende regering.
- Jeg håber for Danmarks vedkommende på, at vi får en regering, som er med på at udvikle samarbejdet, sådan at vi forhåbentlig kan være med til at skaffe flere investeringer til Grønland og større indflydelse på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
- Sådan at Grønland kan opnå større reel selvstændighed inden for det rigsfællesskab, som jeg håber, at vi vil have i mange år endnu, siger han.
Det vides endnu ikke, hvem IA vil forsøge at danne regering med, efter at partiet fik 36,6 procent af stemmerne og 12 af 31 mandater.
IA, der havde regeringsansvaret fra 2009 til 2013, gik blandt andet til valg på ikke at ville gå videre med at udvinde sjældne jordarter fra Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland.
Mineprojektet er af nogle blevet set som et muligt økonomisk eventyr for Grønland, af andre som skadeligt for klimaet.
- Jeg tror, og det er de fleste økonomer og eksperter enige i, at Grønland ville stå sig økonomisk bedre ved at satse på både fiskeri og turisme og mindre på minedrift, siger Martin Lidegaard.
- Simpelthen fordi det er svært at skaffe så meget arbejdskraft i de små lokalområder i Grønland, som der skal til ved større mineprojekter.
- Det tror jeg er en fornuftig vej at gå, men det overlader jeg trygt til grønlænderne selv, siger han.
IA's søsterparti er tilfreds
SF's Grønlandsordfører, Karsten Hønge, er også tilfreds med udfaldet af valget.
- Ny stabil retning for Grønland, og fokus på klima, natur, miljø og social retfærdighed, skriver han på Twitter.
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, hæfter sig ved, at IA har meldt ud, at partiet vil have Grønland med i Parisaftalen, der handler om at sænke udledningen af drivhusgasser for at begrænse den globale temperaturstigning.
- Det her er et vigtigt skridt for solidariteten og ikke mindst klimaet og naturen, skriver hun på Twitter.