IA protesterer over hemmelighedskræmmeri

Stine Egede kræver åbenhed om lufthavnsbygders fremtid

Fredag meddelte Naalakkersuisut, at man nu har nedsat to arbejdsgrupper, der skal afklare fremtiden for Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Og som vi kunne fortælle i går, kommer det arbejde til at foregå bag lukkede døre.

Og det er faldet IA's medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq, Stine Egede for brystet.

- Til min store forbavselse læste jeg i dag i medierne, at borgmestrene Malik Berthelsen og Kiista P. Isaksen samt medlem af Naalakkersuisut Karl Frederik Danielsen "i hemmelighed" har underskrevet en samarbejdsaftale vedrørende oprettelse af arbejdsgruppe, som skal arbejde med fremtiden for Narsarsuaq og Kangerlussuaq bag lukkede døre, skriver hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Stine Egede (IA) blev arbejdsgruppen ikke nævnt på det seneste ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde. Og hun mener ikke, at borgmester Kiista P. Isaksen (S) har ret til at skrive under på sådan en aftale uden at inddrage de øvrige kommunalpolitikere.

- Som medlem af kommunalbestyrelsen kan jeg ikke acceptere dette. Borgmesteren kan ikke udenom kommunalbestyrelsen bemyndige sig selv til at være opdragsgiver af en så alvorlig sag.

- Hvordan skal arbejdsgruppen sammensættes? Og hvilken tidsramme har den? Hvordan og hvem skal finansiere den? Hvorfor har man valgt en sådan arbejdsmetode?

- Man skader efterhånden demokratiet mere og mere, når lederne konstant arbejder bag lukkede døre. Dette kan vi i Inuit Ataqatigiit ikke acceptere. Enhver, der ikke føler at blive inddraget vil altid være utilfreds. En person, der ikke bliver medinddraget i store samfundsspørgsmål, bliver utryg. Det er nok med sådanne tilstande, dette skal ændres.

Powered by Labrador CMS