Gå til hovedindhold

IA-politiker: Livsfarlig trafik-aftale

Opsigelsen af service-aftalen med Air Greenland i Sydgrønland bliver mødt med kritik

Medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq Avaaraq Olsen fra Inuit Ataqatigiit frygter flere ulykker og dødsfald, hvis passagertrafikken i Sydgrønland skal baseres på skibssejlads. Hendes reaktion kommer i kølvandet på opsigelsen af servicekontrakten med Air Greenland, der kan koste 22 arbejdspladser i Sydgrønland.

Læs: Air Greenland fyrer 30 ansatte

Servicekontrakten mellem Air Greenland og selvstyret om passagertrafikken i Sydgrønland stopper ved årsskiftet. Air Greenland har taget konsekvensen og varsler fyringer af 22 ansatte i Sydgrønland.

- Naalakkersuisut har ladt Sydgrønland i stikken, og jeg er forarget. Vi står med en regering, der gik til valg på, at hele Grønland skal udvikles, og alligevel går den med til at fjerne lufttrafik fra by til by i en hel region, skriver Avaaraq Olsen i en pressemeddelelse.

Der er ofte mange isskosser i Sydgrønland, og storisen sætter sit præg på skibstrafikken om foråret. Derfor frygter Avaaraq Olsen alvorlige konsekvenser.

Unødige chancer
- Uden helikopterflyvning kan jeg kun forestille mig en endnu mere risikofyldt sejlads, og det vil dermed øge risikoen for ulykker og dødsfald. Der vil komme alt for mange, der vil tage chancer med lokale bådejere og ikke P-godkendte både, siger Avaaraq Olsen.

Hun frygter yderligere udvandring fra Kommune Kujalleq af uddannede personer. Hun betragter opsigelsen af servicekontrakten med Air Greenland som et ugennemtænkt træk fra Naalakersuisut.

Naalakkersuisut har meddelt, at den kommende trafikstruktur fra årsskiftet bliver præsenteret på et senere tidspunkt.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER