IA kalder på 10-års planer for bygdernes udvikling

Partiledernes holmgang endte i de rene bygdedrillerier.

Partiernes bygdepolitik er mere præget af drillerier end af konkret handling. IAs formand Múte B. Egede opfordrer dog til at samle kræfterne om en fælles bygdepolitik, for eksempel ved at indføre en 10-års plan for bygdernes udvikling; her Qeqertarsuatsiaat.

OBS rettet mandag klokken 11.00. Det var ikke som først skrevet Vittus Qujaukitsoq, der stod bag landsplanredegørelsen i 2016, men derimod Randi Vestergaard Evaldsen fra Demokraatit, der på daværende tidspunkt var Naalakkersuisoq for Finanser.

Mens landet ligger underdrejet på grund af corona-krise, hyggede formændene for de seks politiske partier sig med bygdedrillerier under partilederrunden i Inatsisartut i sidste uge. I stedet for egne fortjenester gjaldt det om at udstille politiske modstandere i et uheldigt lys, men ingen havde noget at lade hinanden høre.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsens kontroversielle udmeldinger i Folketinget om en naturlig nedlukning af små og svage bygder stod i frisk erindring, og partiformand Múte B. Egede vidste, at der var lagt i kakkelovnen til ham.

Derfor gik han på talerstolen med landsplanredegørelsen fra 2016 under armen.

Og formanden for Nunatta Qitornai Vittus Qujaukitsoq faldt i fælden.

– Inuit Ataqatigiit har i den senere tid sendt forskellige signaler fra København og Nuuk, så vi er kommet i tvivl om, hvad partiet egentligt mener om bygderne, sagde Vittus Qujaukitsoq.

– IAs bygdepolitik ligger fast. Der har aldrig været tvivl om, at det ikke er vor hensigt at lukke bygder og bosteder, understregede Múte B. Egede med henvisning til sin pressemeddelelse fra 9. oktober med overskriften »Bygdelukninger går vi selvfølgelig ikke ind for«.

Efterfølgende slog Múte B. Egede op i landsplanredegørelsen 2016, som Randi Vestergaard Evaldsen (D) som Naalakkersusiuts medlem for finanser udgav for præcis fire år siden. Han fremlagde den i sin argumentation, som om det var Vittus Qujaukitsoq, der i redegørelsen stod bag foreslag i tråd med Aaja Chemnitz Larsens forslag.

Redegørelsen foreslog på allersidste side at lade et udvalg pege konkret på bosteder, der skal prioriteres op, og bosteder, der skal prioriteres ned. Samtidig skulle udvalget have de nødvendige midler til rådighed, så de bosteder, der prioriteres ned, fik en velordnet planlægning for nedlukningen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS