Gå til hovedindhold

IA jubler over Thornings uranudmelding – S raser

Statsministerens åbningstale i Folketinget tyder ikke på uranudvinding i Grønland foreløbigt

Det er en særdeles tilfreds Johan Lund Olsen, IA’s stedfortrædende folketingsmedlem, der tirsdag overværede statsministerens lange tale i forbindelse med Folketingets åbning.

- Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt fra Socialdemokraterne, red.) taler i munden på min kommende tale, siger Johan Lund Olsen i en kommentar til talen.

Inuit Ataqatigiit siger som bekendt kraftig nej til udvinding af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland.

Johan Lund Olsen mener, at selvom den danske regering støtter udvinding af råstoffer i Grønland, er det en helt anden situation, når udvinding af uran og andre radioaktive stoffer kommer på tale. 

- Statsministeren understreger i sin tale, at Naalakkersuisut må anerkende Grundloven og Selvstyrelovens bestemmelser. Naalakkersuisut må holde sig inden for de rammer, siger Johan Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.

Her henviser IA-politikeren, som i sin tid selv var med til at udforme Selvstyreloven, til den danske grundlov og Selvstyrelovens bestemmelser, der fastlår fuldmagt til den danske regering i arbejdet hvad angår sikkerheds-, forsvars-, og udenrigspolitiske spørgsmål. 

Læs "Grønland og Danmark strides stadig om uran"

Læs "Statsministeren: Grønland er udfordret"

Doris ærgrer sig over situationen
Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut, er glad for statsministerens ord om Grønland. Og glad for Helle Thorning-Schmidts fokus på udfordringerne med den voksende ældrebefolkning og manglende indtjening til landskassen i Grønland. 

Men hun ærgrer sig over uranstriden.

- Jeg ærgrer mig over uenighederne mellem Grønland og Danmark, men jeg ved, at regeringen og Naalakkersuisut vil vægte ligeværdighed i det kommende arbejde med råstofudvinding, siger Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG.

Rigsfællesskabet er i vejen for Grønland
Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen, Siumut, kritiserer statsministerens åbningstale kraftigt. 

- Statsministeren siger jo ligefrem, at rigsfællesskabet er i vejen for Grønlands videreudvikling. Hun taler for meget om problemer i stedet for at komme med løsninger, siger Lars-Emil Johansen.

Kaj Leo venter ballade
Lagmand Kaj Leo Holm-Johannesen, Sambandsflokkurin, er glad for den store fokus på rigsfællesskabet, men han forventer også ballade i den nærmeste fremtid.

- Det viser, at der er store problemer, og at der er meget at arbejde på, siger lagmanden til Sermitsiaq.AG.

Læs, hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde om rigsfællesskabet, da Folketinget åbnede tirsdag

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER