IA vil ha’ samråd om udbuds-fiasko

Gennem Finans- og Skatteudvalget ønsker Inuit Ataqatigiit indkaldt til et samråd om det annullerede udbud på anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq.

Partiformand Múte B. Egede (IA) er ikke tilfreds med processen, hvor et udbud på anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq er blevet annulleret af Kalaallit Airports, fordi buddene langt overskred budgettet.

- Det er kommet ud af det blå, for Naalakkersuisut er kommet med flere meldinger hen over sommeren, om at projektet kørte efter planen, siger Mùte B. Egede.

Han henviser blandt andet til et svar fra naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S), fra den 30. juli. Her oplyste naalakkersuisoq, at man forventede at følge tidsplanen for byggeriet i Qaqortoq. Det kan ikke længere lade sig gøre.

Mùte B. Egede har derfor skrevet til de øvrige medlemmer af Finans- og Skatteudvalgt, at udvalget bør kalde Naalakkersuisut i samråd om sagen. Han er blandt andet utilfreds med, at udvalget ikke er blevet nærmere orienteret og kun ved, hvad der har været fremme i pressen om annulleringen.

Hvad er op og ned?

Derfor skal der et samråd til, for at finde ud af hvad der foregår:

- Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede, fordi de blevet lovet en lufthavn. Nu kræver det klarhed over, om man udskyder eller stopper projektet, og det savner jeg, at Naalakkersuisut kommer frem med.

- Til at starte med må vi have et åbent samråd, så vi ved, hvad der er op og ned, siger Mùte B. Egede.

Overophedning blev forudsagt

Partiformanden siger, at han ikke er blæst bagover af overraskelse over, at byggeriet i Qaqortoq er foreløbig kuldsejlet, fordi det ikke kan realiseres inden for budgettet.

- Flere økonomer advarede imod at bygge alle lufthavnene på samme tid, fordi det kunne føre til overophedning. Derfor foreslog vi også fra IA at bygge dem etapevis for bedre at kunne styre økonomien, siger Mùte B. Egede.

Hvis der skal afholdes et samråd, skal et flertal af udvalget bakke op om ønsket.

Udvalgsformand afventer udvalgsmøde

Udvalgsformand Hermann Berthelsen (S) siger til Sermitsiaq.AG, at han vil vente med at tage stilling til, om han vil bakke om IA’s ønske om et åbent samråd, indtil efter at spørgsmålet har været drøftet i udvalget:

- Men i princippet lyder det som et rimeligt forslag, fordi der er så store samfundsinteresser på spil, siger Hermann Berthelsen.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar til det annullerede udbud fra formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen. Kim Kielsens ministersekretær henviser dog til Kalaallit Airports.

Powered by Labrador CMS