mindeord

IA: Finn Lynge satte Grønland på verdenskortet

Finn Lynge var et enestående menneske på mange måder, fremhæver Inuit Ataqatigiit i partiets mindeord om ham

Finn Lynge, der her ses under årsfesten på Ilisimatusarfik i september 2013, døde fredag morgen i en alder af 80 år. Han blev i forbindelse med festen udnævnt til æresdoktor ved Ilisimatusarfik

Fredag morgen sov politikeren, forfatteren, verdensmanden og meget andet Finn Lynge stille ind i sit hjem i Qaqortoq. Det skete i en alder af 80 år efter længere tids sygdom.

I den forbindelse har Inuit Ataqatigiit skrevet følgende mindeord:

’Det er med stor sorg, at vi i Inuit Ataqatigiit har modtaget meddelelsen om, at Finn Lynge er gået bort.

Finn var en politiker, en tænker, en forfatter og et menneske af helt særlig format. Mange af os har haft lejlighed til at drøfte store og svære emner med ham, og vi beundrer ham for hans udsyn og for hans medmenneskelighed. Han har bidraget til den grønlandske litteratur med indsigtsfulde bøger, og han deltog til det sidste i samfundsdebatter med en iver og en hjertelighed som få kan mestre.

Læs: Finn Lynge er død

Hans evne til at indgå i dialog og hans ønsker om at sætte fokus på Arktis og Grønland har ledt mange organisationer til vores land. Han var tidligt ude og sætte Grønland på verdenskortet. Hans kamp for beskyttelse af vort miljø, den internationale kamp mod klimaforandringer og kampen for bæredygtighed og solidaritet er nøgleord, vi vil huske Finn for.

Vi takker ham for alt, hvad han har bidraget med til vores folk, vores land og til det internationale samfund.

Vores dybeste medfølelse går til hans familie og hans nære.

Æret være Finn Lynges minde’, skriver Inuit Ataqatigiit.

Læs også: Naalakkersuisut mindes Finn Lynge

Læs nekrolog: Finn Lynge

Læs: Jørgen Wæver Johansen mindes Finn Lynge

Powered by Labrador CMS