Udredning

IA: For meget brok og for lidt handling

Oppositionspartiet efterlyser øget fokus på udenrigspolitik i Inatsisartut efter offentliggørelse af Taksøe-rapporten

- Taksøe peger på nogle områder, som vi fra Inuit Ataqatigiit længe har efterlyst handling på, understreger IA’s formand, Sara Olsvig

Naalakkersuisut og koalitionspartierne har brugt meget krudt på at skyde den såkaldte Taksøe-rapport ned. Og knap så meget krudt på at forholde sig til indholdet.

Sådan lyder budskabet fra oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit, der samtidig ser interessante perspektiver i rapporten fra regeringens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen.

Læs: Ny rapport: Danmark bør satse mere på Arktis og Grønland

Rapporten blev offentliggjort mandag.

Efterlyser handling
- Vi mener ikke, at man som Naalakkersuisut, Siumut og Demokraatit blot kan brokke sig over, at Grønland ikke nævnes mere i rapporten. Taksøe peger på nogle områder, som vi fra Inuit Ataqatigiit længe har efterlyst handling på. Det gælder behovet for en øget indsats i Arktis generelt, involvering af lokalbefolkningen i Forsvarets opgaveløsning, øget satellitkapacitet over Grønland og Arktis samt et struktureret fokus på sikkerhedspolitik, understreger IA’s formand, Sara Olsvig, i en pressemeddelelse.

Forslag: Dansk udenrigspolitik skal fokusere mere på Arktis

Højere på dagsordenen
Og i denne sammenhæng fremhæver formanden behovet for, at Inatsisartut sætter udenrigspolitik højere på dagsordenen.

- Vi har for eksempel efterlyst et mere aktivt Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg i Inatsisartut. Vi bør for eksempel starte med at formulere vores egen Arktis-Strategi. Det foreslog vi fra Inuit Ataqatigiit sidste år ved debatten om Naalakkersuisuts udenrigspolitiske redegørelse, påpeger Sara Olsvig.

Læs: Præsenteres en ny Grønlands-politik den 2. maj?

Topmøde
Partiet hæfter sig også ved, at Peter Taksøe-Jensen foreslår et Arctic Five topmøde i 2018, på tiåret for Ilulissat Deklarationen.

- Vi håber også, at forslaget om Grønland som forsknings-hub tages godt imod af de grønlandske forskningsinstitutioner. Men vi vil samtidig understrege, at såfremt alt dette skal realiseres, så skal det ledes af Grønland selv, pointerer IA-formanden.

På forårssamlingen rejser Inuit Ataqatigiit endvidere en forespørgselsdebat om Grønlands rolle i verdenssamfundet.

Se video: Hvornår er den arktiske ambassadør grønlandsk?

Powered by Labrador CMS