IA: Air Iceland-aftale er en fejltagelse

Inuit Ataqatigiit er lodret uenige med den aftale som medlem af Naalakkersuisut for Finanser har indgået med Air Iceland.

Samfundsøkonomisk helt forkert at sende embedsfolk og andre tjenesterejsende med Air Iceland blot fordi enkelte billeter i sig selv er billigere end Air Greenland, mener IA. Foto: Leiff Josefsen

Tre dage før Kuupik Kleist løfter sløret for sin udmelding om den kontroversielle Air Iceland-aftale, kommer IA’s politiske ordfører Aqqaluaq Biilmann Egede med partiets syn på aftalen.

Aqqaluaq Biilmann Egede køber ikke Palle Christiansens argumenter og mener decideret, at IA’s målsætninger om fremtidige velfærds-forbedringer for befolkningen undergraves.

- Argumenterne er at rejseomkostningerne for administrationens ansatte skal reduceres. Derudover benyttes finansieringsaftalen med EU som endnu et argument. Men IA forstår aftalen med EU således at vi er forpligtet til at handle med blik for den overordnede samfundsøkonomi, erklærer Aqqaluaq Biilmann Egede.

- Som bekendt har Naalakkersuisut nedsat en Transportkommission, hvis opgave består i at se nærmere på de strukturer og udfordringer som infrastrukturen i Grønland er underlagt. Såfremt beslutninger på dette område allerede træffes førend arbejdet i kommissionen er færdig og så længe grundlaget for eventuelle ændringer endnu ikke har set dagens lys, er fejlslagne beslutninger faretruende nær, mener Aqqaluaq Biilmann Egede.

- Vi nægter at se isoleret på de aktuelle flybilletpriser, idet vi sætter den overordnede samfundsøkonomi og de indbyrdes sammenhænge i Grønland i højsædet. Vores modstand mod aftalen står derfor ikke til at ændres, da vi kan se negative konsekvenser for de forskellige virksomheder og for de indbyrdes økonomiske sammenhænge i Grønland og den overordnede pengestrøm, konkluderer Aqqaluaq Biilmann Egede.

Powered by Labrador CMS