Hyppigere afgange på Kysten

Ny aftale om passagerbefordring til bygderne i Midtgrønland.

Arctic Umiaq Line og Royal Arctic Bygdeservice indgår aftale om passagerbefordringen i Midtgrønland. Foto: Leiff Josefsen

- Midtgrønland er den eneste region hvor passagersejladsen er en del af serviceaftalen mellem Royal Arctic Bygdeservice og Grønlands Selvstyre. I de øvrige regioner handler serviceaftalen udelukkende om forsyning med fragt til bygderne. Passagerer er altså ikke et kerneområde for Royal Arctic Bygdeservice. Men det er det for Arctic Umiaq Line, og derfor giver det rigtig god mening at have dem som underleverandør, siger administrerende direktør i Royal Arctic Bygdeservice, John Rasmussen.

For at opfylde sin forpligtelse som underleverandør har Arctic Umiaq Line lavet faste aftaler med en række private operatører i henholdsvis Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut. Hver anden uge vil passagererne følges med den almindelige fragt ombord på Royal Arctic Bygdeservices skibe. De andre uger vil passagerbefordringen udgå fra nærmeste by med et privat indchartret fartøj.

- Aftalerne er med hurtigere fartøjer end tidligere. Det betyder en forbedret service ved at kunderne kan komme hurtigere frem, hvis de skal af sted fra nærmeste by, og til bygderne, siger administrerende direktør i Arctic Umiaq Line, Jette Larsen.

For eksempel vil en tur fra Maniitsoq til Kangaamiut tage en time og et kvarter i de uger hvor der kun sejles med passagerer – mod fire timer i de uger hvor der også er fragt.

- Det giver passagererne flere valgmuligheder. Hver anden uge kan de benytte det system der allerede er kendt, hvor man kan sejle hele vejen fra Qeqertarsuatsiaat i syd til Sarfannguit i nord. Hver anden uge kan man sejle med hurtigruten til nærmeste by og bygd – til gengæld kan man ikke sejle mellem byerne med hurtigruten. Samtidig sikrer aftalen fast omsætning for en række private operatører, siger Jette Larsen.

Også hos Royal Arctic Bygdeservice er der stor tilfredshed.

- Økonomisk har vi ingen gevinst, da al indtjening fra passagersejlads kommer til at gå til at dække udgifterne til aftalen. Men vi får mulighed for at fokusere på fragt som er vores kerneydelse, og samtidig er passagererne i gode hænder hos Arctic Umiaq Line, som netop har passagersejlads som kompetence, slutter John Rasmussen.

Powered by Labrador CMS