Hvorfor postadresse 9230?

Placering af Grønlands største arbejdsplads, nemlig Royal Greenlands administrative hovedkontor i Svenstrup er en fejl, der er uacceptabel. Sådan skriver Siumut

Hvorfor i al verden skal Royal Greenlands hovedkontor være placeret i Danmark, spørger Karl Lyberth, der er 1. næstformand i Siumut. Foto: Rimdal Th. Høegh

- Hvad gør Royal Greenlands hovedkontor i Danmark?!

Det spørger en undrende Karl Lyberth, 1. næstformand i Siumut i en pressemeddelelse.

- Efter hvad jeg har fået oplyst, har vi op til 90 administrative medarbejdere ansat i RG’s hovedkontor i Svenstrup, som alle er danskere.

Karl Lyberth mener ikke, det kan passe, at en så stor grønlandskejet virksomhed skal være i Danmark:

- Specielt når man tænker på at hovedkontoret uden større problemer kan være placeret i Grønland og ikke mindst set i lyset af, at der er mange kontoruddannede, der er arbejdsløse i vort land.

Placeringen i Danmark i Svenstrup, Nordjylland, gør, at Grønland mister indtægter, men også en del arbejdspladser, der kunne være besat af fastboende, mener Karl Lyberth, der også har regnet på tallene:

- Hvis der er 85 ansatte i Royal Greenlands hovedkontor, med en årlig gennemsnitsløn på kr. 500.000,-, så bruger RG årligt 42,5 mio. kr. til lønninger. Derudover er der udgifter forbundet med driften af hovedkontoret og andre udgifter der skal medregnes, siger Karl Lyberth, der kræver, at virksomheden placeres i Grønland, hvor den hører hjemme.

Powered by Labrador CMS