Det Hvide Hus giver regeringskontorer 30 dage til at slette TikTok

Den kinesiskudviklede app TikTok skal inden for 30 dage være væk fra enheder tilhørende regeringskontorer.

Tidligere mandag annoncerede Canada også, at TikTok ikke længere må være på regeringsudstedte enheder på grund af den "uacceptabelt" store risiko i forbindelse med privatliv og sikkerhed.
Offentliggjort

Det Hvide Hus har mandag givet regeringskontorer 30 dage til at sikre, at den kinesiskudviklede app TikTok ikke er at finde på nogle føderale enheder eller systemer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fra præsidentens kontorer i Washington D.C. lyder det i et vejledningsnotat, at kontorerne skal sikre amerikansk data ved at slette appen.

I december vedtog den amerikanske kongres, at præsident Biden inden for 60 dage skulle lave direktiver på området.

Det er det seneste af en række tiltag, der skal mindske brugen af kinesisk teknologi på grund af frygten for den nationale sikkerhed, da man er bange for, at den kinesiske regering spionerer på amerikanere.

TikTok har tidligere udtalte, at den amerikanske frygt er baseret på misinformation.

Flere regeringskontorer - herunder Det Hvide Hus, Forsvarsministeriet og Homeland Security, der varetager landets interne sikkerhed - har allerede forbudt brugen af TikTok.

Tidligere mandag annoncerede Canada også, at TikTok ikke længere må være på regeringsudstedte enheder på grund af den "uacceptabelt" store risiko i forbindelse med privatliv og sikkerhed.

- Det kan være det første skridt, men det kan også være det eneste skridt, vi behøver at tage, sagde premierminister Justin Trudeau og fortalte videre, at bandlysningen af appen måske ville brede sig til private brugere.

Også i Danmark har der været diskussion om TikTok, og flere partier har meldt ud, at de ikke længere vil bruge appen.

Det skete, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) i en anbefaling torsdag frarådede ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder.

Det amerikanske forbud mod TikTok på regerings-enheder gælder ikke, hvis appen bliver brugt til aktiviteter, der har at gøre med national sikkerhed, politiarbejde eller sikkerhedsvurderinger.

Brugen skal dog godkendes af ledelsen.

Powered by Labrador CMS