Hvert 15. sekund dør en coronapatient

Hvert 15. sekund dør en coronasmittet, viser en opgørelse, mens en ny, trist milepæl er passeret.

Det globale dødstal på grund af Covid-19 overstiger 700.000.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University onsdag morgen dansk tid, hvor det officielle dødstal mere præcist lyder på 700.647.

Det er mindre end en måned siden, at det samlede antal døde rundede 600.000 på verdensplan. Det skete 18. juli.

Flest døde i USA

USA står med knap 157.000 døde for flest dødsfald på verdensplan. Hernæst kommer Brasilien med knap 96.000 døde og Mexico med knap 49.000 døde.

Landene kan dog have forskellige opgørelsesmetoder, hvorfor sammenligninger skal tages med forbehold.

Ifølge beregninger fra nyhedsbureauet Reuters dør i gennemsnit 5900 coronasmittede hvert døgn, hvis man tager udgangspunkt i de seneste to uger.

Det svarer til 247 mennesker i timen eller en person hvert 15. sekund.

Særligt USA og Sydamerika er for tiden hårdt ramt af virusset. Begge steder kæmper man fortsat med at få inddæmmet smitten.

Slumområder udfordret

I Sydamerika skyldes en stor del af problemerne med at holde smitten nede fattigdom og tætbefolkede byer, skriver Reuters.

FN-tal viser, at over 100 millioner mennesker i Latinamerika lever i slumområder, og da mange arbejder i job, hvor der ikke er regulering, beskatning eller lignende - den såkaldte uformelle sektor - har de svært ved at holde afstand og blive hjemme fra arbejde.

Særligt Brasilien driver verdensdelens tal i vejret, og mandag passerede landet ifølge AFP fem millioner smittede.

I USA er smittetallene fortsat med at stige, og dødstallene ligger på over 1000 om dagen, mens flere stater har måttet sætte deres genåbninger på pause.

Det første smittetilfælde med coronavirus blev bekræftet i Kina i begyndelsen af januar, og tre måneder efter ramte det globale smittetal en million.

Det samlede smittetal er ifølge universitetets opgørelse på omkring 18.540.000 onsdag morgen.

Powered by Labrador CMS