prisuddeling

Hvem får den første MIO-pris?

Børnerettighedsinstitutionen MIO uddeler fredag eftermiddag den første årlige pris

Overrækkelsen af MIO-prisen foregår i dag fredag klokken 15.00 til 16.30 i Katuaqs lille sal i Nuuk

I dag fredag eftermiddag uddeler MIO sin første årlige MIO-pris til en person eller forening, som har gjort en særlig indsats for børn.

MIO-prisen er ’en anerkendelse for et flot og beundringsværdigt arbejde for børns rettigheder’.

Børnerettighedsinstitutionen MIO har på rejser rundt i landet siden efteråret 2012 besøgt blandt andet døgninstitutioner, socialforvaltninger, skoler og daginstitutioner og har talt med en masse professionelle, som arbejder med børn.

- Vi er flere gange blevet overvældet af det engagement og ildsjæle blandt disse har for de børn, de arbejder med. Det kan være personer, som er nytænkende eller personer, som finder gode løsninger på komplicerede problemer trods vanskelige arbejdsvilkår, lyder det fra MIO.

En symbolsk anerkendelse
Selve prisen er ifølge MIO en symbolsk anerkendelse af personen eller foreningen, og idéen er, at prismodtageren - udover anerkendelsen - får øget fokus på netop det område, han eller hun brænder for og på den måde kan være med til at give området et løft.

Tanken er at den børnefaglige dag og uddelingen af MIO-prisen afholdes i forskellige byer fra år til år, så så mange fagpersoner som muligt får faglige input af høj kvalitet.

Overrækkelsen af MIO-prisen foregår i dag fredag klokken 15.00 til 16.30 i Katuaqs lille sal. Alle er velkomne til at deltage, og der vil være lidt julegodter og kulturelle indslag.

De 20.000 kroner, der følger med prisen, er doneret af Nunafonden.

Hvem - synes du - fortjener MIO-prisen?

Powered by Labrador CMS