Hval-kvoter uddelt: Overskrider videnskabelig rådgivning betydeligt
Naalakkersuisut har fastsat kvoter for hvid- og narhvaler i 2023, og blandt andet tildelt en kvote på 50 hvaler til Østgrønland, hvor den biologiske rådgivning er, at der ikke bør fanges narhvaler overhovedet.
Næste års kvoter på hvid- og narhvaler er nu på plads. Det er Naalakkersuisut, der har bestemt, hvordan kvoterne skal være, og der er igen i år udsigt til betydelige overskridelser af de videnskabelige anbefalinger.
Særligt i Østgrønland har fangst af narhvaler været omdiskuteret, da den videnskabelige anbefaling er nul-fangst, hvorimod de lokale fangere nære et stort ønske om fangst.
Naalakkersuisut har valgt at sidde den videnskabelige rådgivning overhørig og har tildelt en kvote på i alt 50 hvaler til Østgrønland i 2023.
Dermed vender Naalakkersuisut det døve øre til Den Nordatlantiske Havpattedyrskommission, Nammco, som har vurderet, at narhvalerne i Østgrønland kan komme i fare for udryddelse, hvis fangsten fortsætter.
Teknisk kvote på hvidhvaler oprettes
Derudover er der også en anden nyhed til fangere i Østgrønland. Der tildeles nemlig en såkaldt teknisk kvote på 30 hvidhvaler. Der er ingen rådgivning for fangst af hvidhvaler i Østgrønland, fordi de vurderes at være sjældne og derfor har været fredede.
Men Naalakkersuisut er blevet pålagt af Inatsisartut at oprette en kvote, så der kan ske fangst, hvilket altså sker nu. I forbindelse med debatten i Inatsisartut kom det frem, at en rappport fra Nammco har vist, at der fra 1955 til 2021 var et samlet fangsttal på 112 hvidhvaler igennem 66 år i Østgrønland, hvilket giver 1,6 hvidhvaler pr. år i gennemsnit. Nammco konkluderede, at der er tale om strejfende hvidhvaler fra en mindre og fredet bestand ved Svalbard.
Med hensyn til Vestgrønland lander den samlede årlige kvote for 2023 på 455 narhvaler. Den videnskabelige rådgivning tilråder maksimalt fangst på 294 hvaler.
Derudover tildeles der en kvote på 294 hvidhvaler i Vestgrønland.