Husk at spænde sikkerhedsselen

Nu skal alle bilister og passagerer til at bruge sikkerhedsseler, når de nye færdselsregler, som kommer til at gælde i hele Grønland, træder i kraft i morgen 1. oktober 2008.

Formålet med de nye regler er, at modernisere loven og forbedre trafiksikkerheden i Grønland.

De vigtigste ændringer i færdselsloven er, at alle nu skal bruge sikkerhedsseler, hvad enten man selv kører eller er passager i bil, bus og taxi. Kravet gælder for alle sæder, hvor der er monteret sikkerhedssele – også på bagsædet. Og:

– Promillegrænsen er sat ned til 0,5 promille, så man skal undgå at drikke alkohol, hvis man skal køre.

– Alle motordrevne køretøjer skal køre med nærlys.

– Det er forbudt for føreren at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen.

– Man skal bruge godkendt styrthjelm på snescooter, motorcykel og knallert. Det gælder også, hvis man er passager på snescooter eller motorcykel.

– Aldersgrænsen for at køre på snescooter er sat op til 18 år på færdselslovens område. Hvis man er 16 eller 17 år og skal bruge snescooter til fangst- eller landbrugsarbejde, kan man søge politiet om dispensation fra alderskravet.

– Børn under 3 år skal spændes fast i godkendt sikkerhedsudstyr: autostol, boxette eller liftnet.

– Børn over 3 år må gerne spændes fast med bilens almindelige sele, men det er bedre at spænde dem fast i autostol. Børn over 3 år men ikke 7 kan sidde på selepude.

– Man må aldrig sætte selen under armen på barnet. Det er livsfarligt. Selen skal bruges som beregnet: hen foran kroppen og skulderen.

– Sæt aldrig to børn i samme sele. Det er forbudt og livsfarligt. Man kan klemme hinanden ihjel, hvis der sker en ulykke.

– Det er førerens ansvar, at børn under 15 år er spændt korrekt fast i bilen.

– I taxi og bus behøver børn under 3 år ikke være spændt fast i hverken autostol eller sele. Men hvis der er en autostol i taxien eller bussen, skal den bruges.

– Autostole, babystole og liftnet skal være godkendt efter den europæiske standard ECE 44-03 eller ECE 44-04. Stol og barn skal passe sammen - det gælder både højde og vægt. Husk at læse brugsanvisningen, så du monterer stolen rigtigt i bilen.

Læs meget mere om de nye færdselsregler på politiet hjemmeside: http://www.politi.dk/Groenland

Powered by Labrador CMS