Gå til hovedindhold

Hurtigruten: Hotelbyggeri forsinkes

Den norske turistoperatør Hurtigruten er blevet hårdt ramt af coronapandemien, men har ikke opgivet planen om at bygge et nyt hotel i Nuuk.

Coronapandemien har ramt Hurtigrutens planer om at etablere et nyt hotel ikke langt fra Kolonihavnen i Nuuk, hvor man har fået reserveret et areal direkte ned til kysten med udsigt til nordlandet.

- Som alle andre inden for rejsebranchen er Hurtigruten ramt af coronapandemien, der har ramt os over en bred kam. Det gælder også vor satsning i Grønland, oplyser Rune Thomas Ege, fra Hurtigrutens VP PR og Kommunikation, til Sermitsiaq.AG.

- Planerne om hotel og andre aktiviteter i Nuuk ligger fortsat fast, selv om de naturligvis er noget forsinkede på grund af pandemien. Nøjagtig hvornår vi sætter spaden i jorden, er for tidligt at sige, men vi arbejder videre og har en god dialog med de lokale myndigheder, tilføjer kommunikationschefen.

Nøgledestination

Rune Thomas Ege understreger, at Hurtigruten anser Grønland som et land med unikke muligheder, og ”Hurtigruten ser Grønland som en nøgledestination i årene fremover”.

- Vi har store ambitioner om at bidrage til bæredygtig udvikling af rejselivet – både i Nuuk og generelt i Grønland. Vor satsning vil betyde, at vi vil bidrage til lokal værdiskabelser og lokale arbejdspladser året rundt, understreges det.

Kommunikationschefen vil ikke afvise, at Hurtigruten allerede i indeværende sæson vil sende turister til Grønland, men endnu er det for tidligt at sige med sikkerhed.

Handler om tryghed

-Det er ikke restriktioner alene, som er afgørende om der bliver nogen cruise til Grønland i 2021. Det skal ikke blot være muligt at rejse, det skal også være trygt at rejse, pointerer han.

Om 2022-salget siger Rune Thomas Ege:

- Det ser vældig godt ud. Vi glæder os til at vende tilbage efter 2020, hvor vi måtte aflyse hele sæsonen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

Seneste Ugeavis

SENESTE NUUK - NYHEDER