Hovedperson i film: Jeg har lært at passe på mig selv

Kirsten Kleist Petersen har efterhånden set den film, som hun selv er hovedperson, i en del gange. Ved samtlige visninger under Cph:Dox både i København og andre steder i Danmark, har hun været med.

Så da vi mødes på en café i København, indrømmer hun, at hun måske nok er lige ved at have set den tilstrækkelig mange gang i denne omgang.

Det er under en uge siden, at hun første gang sad i en biografsal sammen med en masse mennesker, der i filmen 'Håbets Ø' kunne se hende fortælle om nogle af de tunge problemer, som hun har været igennem.

- Det var lidt mærkeligt, at vise den til en masse mennesker, som jeg ikke kender. Jeg har være lidt spændt på, hvordan de vil tage imod det. Men der er mange der tager det positivt og fortæller, at jeg gør det godt. Så det har været helt ok, fortæller hun.

Åben om det svære

Det er næppe noget tilfælde, at instruktørerne Sturla Pilskog og Sidse T. Larsen har valgt den unge kvinde som en af de tre hovedpersoner til deres dokumentarfilm. For Kirsten Kleist Petersen virker både i filmen og i vores samtale som en særdeles ærlig person.

- Jeg er altid åben. Så fortæller jeg altid, når de spørger om noget - også de svære ting.

Mens vi venter på Alcoa

En af de ting, som hun fortæller åbent om i filmen, er en nat, hvor det gik helt galt hende for hende. På en heftig druktur tævede hun løs på andre kvinder. Hun kan ikke selv huske noget af dette - det var først da andre fortalte hende om det, at det gik op for hende, hvad der var sket. Den nat indbragte hende en dom om samfundstjeneste.

- Da var først da jeg var i retten, at jeg for alvor fandt ud, hvad jeg havde gjort. Men jeg kan ikke huske noget. Det gør så ondt på mig, hvad jeg har gjort, og jeg kan ikke huske det.

Vendepunktet

Dommen blev et afgørende vendepunkt for hende. Samfundstjenesten aftjente hun på et plejehjem, og det fik hende til at tænke over, hvad det egentlig er, hun vil med sit liv.

- Jeg har lært at passe på mig selv. Jeg drikker stadigvæk, men nu kender jeg grænsen. Jeg kan godt stadig blive meget fuld ind imellem, men mens jeg var i samfundstjeneste, tænkte jeg meget over, at jeg ikke kan leve på denne måde, hvor jeg ikke passer på mig selv.

- Jeg vil ikke have, at mine forældre skal bekymre sig om mig. Så der er mange ting, som jeg har tænkt på.

Samfundstjenesten på alderdomshjemmet fik hende til at beslutte, at hun vil tage en uddannelse, der skal munde ud i, at hun vil være sundhedshjælper. Men selv efter den beslutning var tager, plagede hendes voldseksplosion hende.

- Jeg havde ondt af mig selv i en lang periode, men det er gået over nu.

Besluttet trods modgang

Hun tog til Nuuk for at starte på sin uddannelse. Men med en bagage som Kirstens, så udvikler tingene sig ikke uden bump på vejen.

- Jeg kan godt lide uddannelsen, og det er en god skole. Men jeg pjækkede for meget, fordi jeg drak ret meget mens jeg var i Nuuk. Der gik lidt meget fest i den sammen med veninderne, fordi der er så mange værtshuse og natklubber.

Så lige nu er uddannelsen sat på pause. Hun er flyttet hjem til Maniitsoq og arbejder på biblioteket. Hun er dog fast besluttet på, at hun skal afslutte sin uddannelse.

- Jeg ansøger igen, når jeg er klar, fastslår hun.

Kirsten Kleist Petersen siger, at hun glæder sig til, at filmen bliver vist hjemme i Maniitsoq.

De, der er i nærheden af København, kan nå at opleve filmen i biografen Dagmar på søndag klokken 19.00.