Hov, hvor blev farverne af?
Idémand bag det kommende nationale galleri for kunst Bjarke Ingels undrer sig over, at grå kasser dominerer Nuuk, der ellers kunne være sprælsk og ikke mindst fyldt med arktiske særtræk
Den prisbelønnede arkitekt Bjarke Ingels har tegnet det nye kommende nationale galleri for kunst. I sommer holdt han ferie i Grønland dels for at jage sæl, dels for at se byggegrunden for nationalgalleriet. I den forbindelse interviewede Nuuk Ugeavis Bjarke Ingels, der et af de hotteste navne inden for arkitekturens verden i øjeblikket.
I anledning af, at Bjarke Ingels Group har vundet konkurrencen om det nye nationale galleri bringer vi artiklen oprindeligt trykt i Nuuk Ugeavis. Omgangspunktet for artiklen var en byrundtur for at høre, hvad Bjarke Ingels synes om hovedstadens arkitektur:
- Blok P er et symbol på, at man i et ellers ret unikt grønlandsk landskab i efterkrigstidens år nedsænkede en dansk bygherres planlægning over alt og med lidt hensyn til det liv, som skulle leves i lejlighederne bagefter.
Dommen stammer fra Bjarke Ingels, som just har været på besøg i Nuuk. Til daglig leder han den 80 mand store arkitektgruppe BIG. Den står bag nogle af tidens mest markante og roste byggerier i København og udlandet.
Elegant, folkelig og flabet, lyder skudsmålene af Bjarke Ingels stil. Resultatet er blandt andet VM Bjerget – en rækkehusbebyggelse kastet op på en kunstig bakke med et bjergbillede på siden - og den danske pavillion på verdensudstillingen i Kina komplet med en vaskeægte udgave af Den lille Havfrue i centrum.
Ugeavisen har inviteret Bjarke Ingels på sightseeing for at tage den arkitektoniske puls på hovedstaden. Håbet var følgeskab af lokale arkitekter, som skulle give ham modspil. Men alle inviterede betakkede sig.
- Jeg er ret sikker på, at jeg er enig med Bjarke Ingels. Problemet er, at selvstyret og kommunerne ikke tør byggeprojekter, der bryder bare lidt med normen, lød forklaringen.
Og egentlig har Bjarke Ingels tyvstartet. I forgårs tog han Nuuk i øjemål fra en kajak.
- Her ser man tydeligt, at grønlandske byer har et kæmpe potentiale for en anderledes sammenblanding af naturlige klippeformationer og menneskelige beboelser, der slanger sig langs kanten af fjeldene. Det potentiale er bedst realiseret i udkanten af Nuuk frem for centrum, hvor 1960´ernes modernisme regerer, vurderer Bjarke Ingels.
Stående på Tuapannguit skimter han Radiofjeldet og bliver begejstret.
- Bortset fra at det forfalder, er der en form for storslåethed. Hvis vinduerne var større, ville det da være fantatisk at bo deroppe og stirre ud over klipperne, mener Bjarke Ingels og lader blikket glide ned ad vejen mod bundter af nyopførte lejlighedskomplekser.
- Så er spørgsmålet, om man har lært noget? Er der nogen fremdrift i måden at bygge på? siger Bjarke Ingels og ryster på hovedet op imod de firkantede, ensartede bygninger.
Den største variation er farvevalget.
- Man er gået fra hvid i 1950´erne til grå. I min korte tid i Grønland, har jeg ellers set en flittig brug af farvepaletten. Det klæder virkelig i et monolitisk gråhvidt landskab. Jeg kan kun komme i tanke om de caribiske øsamfund, hvor man også anvender pastelfarver, men det er slet ikke ligeså mættet som i Grønland. Det er smukt – og ikke mindst en arktisk bymæssighed, mener Bjarke Ingels.
Han synes, det er en skam, hvis ikke byggeprojekterne i Grønland udnytter og afspejler de arktiske lys- og klimaforhold. Med vinkelrette facader på stort alle større bygninger indbyder man eksempelvis overhovedet ikke til udeliv og byliv.
Bjarke Ingels foreslår at inddrage flere dimensioner i byggeriet. De skal spille sammen med den herskende vindretning. Den kan krøbe over eller ved siden af bygninger, skærme og dermed skabe uderum, hvor man faktisk får lyst til at opholde sig.