Hotel Icefiord i Ilulissat vil etablere udendørs pool

Hotel Icefiord i Ilulissat har planer om at etablere en udendørs pool og sauna til sine gæster. Planer om udvidelse er netop sendt i høring af kommunen.

Pool med udsigt til Ilulissat isbjergfyldte farvand kan blive en realitet.

Rettelse. Vi skrev tidligere, at det vil blive den første udendørs pool i landet. Det er ikke korrekt. Der er et offentligt udendørs svømmebassin i Sisimiut, (red.)

Avannaata Kommunia har modtaget et projektforslag for udvidelse af Hotel Icefiord i Ilulissat. Planerne om udvidelse indeholder blandt andet et udendørs poolområde, sauna, gangbro og en renovering af molen ved anløbshavnen.

Hvis hotellet får en arealtildeling til formålet kan virksomheden etablere den første udendørs pool i Grønland.

Teknisk forvaltning i kommunen har valgt at støtte projektforslaget. Men før kommunen kan imødegå projektet, skal det i høring, så forskellige parter med interesse for området kan give deres mening til kende.

Udsigt til Diskobugten

Det kommende poolområde omfatter en udendørs opvarmet saltvandspool og en bygning, der skal indeholde toilet, omklædningsrum og sauna. Poolområdet skal placeres med udsigt over Diskobugten, oplyser Avannaata Kommunia i høringsmaterialet.

- Hotel Icefiord ønsker at forstærke markedspositionen som ”kvalitets-hotellet ved havet” og at skabe international interesse for området generelt, dette gennem et wellness- og anløbsbroprojekt, lyder begrundelsen fra Hotel Icefjord i projektbeskrivelsen.

Kommunalbestyrelse beslutter

Kommunens annonceringsperiode for projektet er frem til den 26. marts. Andre indkomne forslag om anvendelse af området skal indeholde detaljerede planer og skitseforslag.

Kriterierne for alternative forslag skal være hotel- og restaurationsvirksomhed eller lignende samt aktiviteter, der knytter sig hertil, lyder det fra kommunen.

Efter høringen kan kommunalbestyrelsen beslutte, om der skal udarbejdes plantillæg, og om Hotel Icefiord kan få arealtildeling til formålet.

Hotel Icefiord har planer om at udvide sit hotel med pool og sauna til gæster.
Powered by Labrador CMS