Holland dukker Qatar og cruiser videre som gruppevinder

Værtsnationen Qatar slutter uden point efter et 0-2-nederlag til Holland, der går videre som gruppevinder.

Takket være blandt andet en træffer af VM-profilen Cody Gakpo sikrede Holland sig tirsdag uden problemer en 2-0-sejr over Qatar i sin tredje og sidste gruppekamp.

Midtbanespilleren Frenkie de Jong kom også på tavlen i en ensidig affære uden den helt store nerve eller stemning på tribunerne.

Med sejren snupper Holland, som de fleste spåede på forhånd, førstepladsen i gruppe A. Syv point og en målscore på 5-1 fortæller dog også historien om et Oranje-hold, der ikke har sprudlet helt så meget, som nogle havde troet.

I sin ottendedelsfinale skal Holland op mod nummer to fra gruppe B, hvilket alle fire hold - England, Iran, USA og Wales - stadig er i spil til frem til senere tirsdag. Den kamp spilles lørdag eftermiddag som den første i knockoutfasen.

Qatar slutter med nul point og en målscore på 1-7. Og det er den dårligste bundlinje for en VM-værtsnation nogensinde.

Holdet, der trænes af spanske Felix Sanchez, har ikke for alvor gjort væsen af sig i nogen af kampene og efterlader i sin første optræden en forglemmelig note i VM-historien.

Memphis Depay fik efter indhop mod både Senegal og Ecuador sin første startplads ved VM. Men stjerneangriberen var tydeligvis stadig rusten efter sin skadespause.

Han kom i sine 66 minutter på banen frem til tre-fire pæne chancer. Men han havde slet ikke den skarphed i sine aktioner, som man tidligere har set fra Barcelona-spilleren på det hollandske landshold.

I stedet var det igen PSV-spilleren Cody Gakpo, der markerede sig for Oranje. Presset af flere Qatar-spillere trak han efter 26 minutter ind i banen fra venstre og huggede med højrebenet bolden i nettet til 1-0.

Det var Gakpos tredje scoring i de tre gruppekampe, og han deler aktuelt topscorerværdigheden ved slutrunden med Kylian Mbappé og Enner Valencia.

Ud over et par dødbolde og få løse indslag havde Qatar ikke noget at byde ind med offensivt. Men defensivt så det i perioder nogenlunde ud. Ikke mindst fordi Hollands spil var langsomt og uden snert.

Kort inde i anden halvleg blev det 2-0. Depay tabte fra tæt hold en duel med Qatars keeper, men klubkammeraten Frenkie de Jong var først over returbolden.

Der var optræk til mere, og Holland fik også en scoring underkendt for hånd på bolden i opspillet, men det sluttede uden festivitas. Et skruet forsøg på overliggeren fra indskiftede Steven Berghuis i overtiden var et sjældent højdepunkt.

Se Mediehusets VM-Magasin HER.

Powered by Labrador CMS