Gå til hovedindhold

Hør podcast med livhistorier på Nuuk Nordisk Kulturfestival

To journalister, der står bag podcasten Grønlandske Livshistorier er tilbage i Nuuk, denne gang som del af kulturfestivalen og som undervisere på GUX Nuuk

Nationalteatret i Nuuk har åbnet sine døre for et nyt projekt, en lyttehytte, oqaluttuat illuaraat.

Baggrunden er, at teatret er gået i samarbejde med podcasten Grønlandske Livshistorier under Nuuk Nordisk Kulturfestival. Frem til søndag vil man kunne lytte til livshistorier fra podcasten, og man kan også fortælle sin egen livshistorie i lyttehytten, Iben Danielsen og Annelise Mølvig.

Grønlandske Livshistorier er desuden i Nuuk for at samarbejde med GUX Nuuk. Det er 3.S, som skal lære om fortælling og dermed om podcastmediet. De gik i gang i går og er nu ved selv at planlægge, interviewe og producere en podcast med udgangspunkt i deres eget liv.

Lyt i teatrets foyer

I første omgang rykker Grønlandske Livshistorier ind i Nationalteatrets foyer i Nuuk med lyttehytten fra i dag. Det er muligt at lytte med på nogle af de 28 podcast-livsfortællinger, som allerede er samlet og udsendt under Grønlandske Livshistorier. Samtidigt er lyttehytten også stedet, hvor de to journalister, er parate til at lytte til folks historier.

Fortæl om livets drømme

- Vi håber, at folk har lyst til at komme og fortælle om deres liv, og gerne hvilke drømme, de har for fremtiden, siger Annelise Mølvig og fortæller, at de to journalister er klar til at interviewe, optage og sætte fortællingen op, ligesom de også tager billeder af dem, der fortæller.

- Podcasts er populært i disse år og derfor har vi inviteret Grønlandske Livshistorier indenfor i vores foyer, siger teaterchef Susanne Andreasen, Nationalteatret.

Unge fortæller livshistorier

En del af de Grønlandske Livshistorier er fortalt af unge fra GUX Sisimiut samt elever fra Nuuk Internationale Friskole. De fortæller om familien, om interesser og om deres tanker om fremtiden.

Denne gang er det så elever i 3 S. på GUX Nuuk, som skal producere podcast med udgangspunkt i deres eget liv.

-Jeg har valgt at tilmelde min dansk klasse til podcastprojektet Grønlandske Livshistorier, fordi jeg ser det som en god mulighed for at lade deres mundtlighed i dansk folde sig ud i en større grad, end det er muligt i klasselokalet, siger klassens dansklærer, Marianne Elsborg og fortæller, at i klasselokalet er samtaleemnerne ofte noget, der er defineret af de lærerplaner, som er fastlagt for faget, og som eleverne normalt ikke altid oplever som relevante og vedkommende for dem.

Alle har en historie

Eleverne vælger selv, hvilket emne de vil arbejde med. Det kan være noget fra deres hverdag, eller noget der interesserer dem.

-Eleverne fangede hurtigt tanken bag podcasten, og de har budt ind med ideer til deres egne historier, som de vil arbejde med i efterårsferie-dagene. Der var flere som kaster sig over temaer som uddannelse, fremtid, og hvordan det er at være ung i Nuuk. Andre ser tilbage på barndommen, på forskellen mellem by og bygd eller det at spille fodbold, fortæller Iben Danielsen.

-I næste uge tager vi fat på elevernes optagelser og arbejder med at redigere og producere. Torsdag har skolen lovet, at vi kan have premiere, og der vil podcastepisoderne blive tilgængelige på Grønlandske Livshistoriers Facebookside og på podcasttjenester. Vi glæder os til at høre de færdige udsendelser, siger Annelise Mølvig.

- Det betyder, at de skal vælge, hvilken synsvinkel de vil arbejde med. Mit håb er, at deres interesse i emnet vil få dem til at glemme deres eventuelle barrierer overfor at udtrykke sig mundtligt, og jeg håber også, at de vil opdage, at de hver især har en god historie at fortælle. Det har alle jo, når blot man får muligheden for at komme til orde, siger Marianne Elsborg fra GUX Nuuk.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER