Pituffik

Højgaard-kontrakt på Thule Air Base forlænges et halvt år

Greenland Contractors får seks måneders forlængelse af serviceaftalen på Thule Air Base

Arkivfoto af Thule Air Base

Selskabet Greenland Contractors, der ejes af MT Højgaard og det grønlandske selvstyre, får indtil videre lov at fortsætte med at udføre drifts- og vedligeholdelsesopgaver på Thule-basen i Grønland.

MT Højgaard fortæller i en pressemeddelelse, at Greenland Contractors har fået forlænget kontrakten med US Air Force med seks måneder med virkning fra 1. oktober.

- Den midlertidige aftale mellem parterne er indgået på ændrede vilkår, og aftalen giver ikke anledning til at ændre forventningerne til koncernens økonomiske udvikling, hedder det i meddelelsen.

Opgaverne på Thule-basen blev sendt i udbud i 2014, hvor Exelis Services vandt kontrakten.

Det protesterede Greenland Contractors over, fordi en gammel aftale mellem Danmark og USA krævede, at det var et dansk firma, der fik driften.

Exelis Services - der er et datterselskab af den amerikanske forsvarskoncern Vectrus - er ganske vist registreret i Danmark, men derudover er tilknytningen til Danmark lille.

Derfor har Court of Federal Claims i USA afgjort, at udbuddet skal gå om, og derfor aftalte man allerede i sommer, at kontrakten med Greenland Contractors skulle forlænges, indtil et nyt udbud kunne ligge klar.

Læs her alt Sermitsiaq.AG har skrevet om Thule Air Base

Powered by Labrador CMS