Gå til hovedindhold

Høegh-Dam-skib får afslag på at fiske

Iluliaq Seafood, der er stiftet af Kim Høegh-Dam, har fået afslag af fiskeridepartementet på at benytte et omstridt fiskefartøj i grønlandsk farvand.

Kim Høegh-Dam er via selskabet Iluliaq Seafood endnu engang blevet udfordret siden langlineskibet ”Narluneq” havarerede nær Qaqortoq tilbage i september.

Med hjælp fra de nye spanske medejere af Iluliaq Seafood A/S har Kim Høegh-Dam forsøgt at få lov til at indsætte skibet ”Matilda” til fiskeri i grønlandsk farvand.

Skandaleramt fartøj

Det viser sig, at ”Matilda” indtil for få måneder siden gik under navnet ”Anita”, der har haft en omtumlet tilværelse på Færøerne efter en ulykke, der trak store overskrifter i de færøske medier.

- Efter departementets vurdering så er det ansøgte skib for stort til at indgå i et kommercielt fiskeri i Grønland, oplyser Selvstyrets fiskeridepartement til Sermitsiaq.AG.

Tragisk ulykke

Det var under navnet ”Anita” og efter en tragisk ulykke, at skibet blev et af de mest omtalte fiskefartøjer i færøsk historie. Under en fiskertur gik det helt galt, da en indonesisk mand blev trukket ud med skibets garn. Manden blev efter intens eftersøgning aldrig fundet.

Da de færøske myndigheder via ulykken begyndte at se nærmere på skibets og dets tilladelser, viste det sig, at vilkårene for fiskeritilladelsen var overtrådt ligesom bemandingsreglerne. De ansvarlige for skibet blev tiltalt og efter tre års retssag blev der fældet dom og udstedt bøder.

Dengang var skibet ejet af Worldwide Fishing Company fra Spanien, som for nogle måneder siden opnåede en ejerandel i nærheden af de 50 procent i den økonomisk trængte Iluliaq Seafood, hvor Kim Høegh-Dam har den resterende ejerandel.

Bugsering til sommer

Miljødepartementet oplyser i øvrigt til Sermitsiaq.AG, at det forliste langlineskib ”Narluneq” først forventes at blive bugseret i land fra havaristedet til næste sommer.

Alle miljøfarlige væsker ombord i form af blandt andet dieselolie har man fået fjernet fra langlineskibet, så der ikke skulle være fare for nogen skader på havmiljøet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER