Hjörtur Smarason efter fyring: Var ved at sælge sit hus i Danmark

Den afgående direktør for Visit Greenland forstår ikke fyringen. Det fremgår af opslag på de sociale medier. Han har en advokat på sagen, fortæller han til Sermitsiaq.AG.

Jeg skulle i dag meddele, at vi nu har et "Til salg"-skilt uden for vores hus i Danmark og havde truffet beslutningen om at blive i Grønland i de resterende to år af min kontrakt. Desværre blev min kontrakt opsagt i dag, hvilket selvfølgelig kom som en stor overraskelse for mig.
Offentliggjort

Slut på rejsen. Sådan begynder Hjörtur Smarason et opslag på LinkedIn om sin fyring fra Visit Greenland.

- Jeg skulle i dag meddele, at vi nu har et "Til salg"-skilt uden for vores hus i Danmark og havde truffet beslutningen om at blive i Grønland i de resterende to år af min kontrakt. Desværre blev min kontrakt opsagt i dag, hvilket selvfølgelig kom som en stor overraskelse for mig.

Hjörtur Smarason, som har været direktør i et år, siger til Sermitsiaq.AG, at han ikke kan udtale sig om fyringen, som han er uforstående over, men at han har en advokat på sagen.

Ikke bæredygtig nok

En fyring der kom noget pludseligt, som er begrundet med at selskabet ”gerne vil fokusere mere på bæredygtig udvikling i det grønlandske turismeerhverv”.

- Desværre har man i bestyrelsen ikke haft tillid til, at det fokus er blevet prioriteret i ledelsen, lød det i pressemeddelelsen om fyringen.

I sit opslag på Linkedin og et andet på Facebook lister direktøren nogle af de ting han har sat i værk det seneste år.

- Vi fik dækning i Monocle, Euronews, Washington Post, Newsweek og mange, mange flere, hvor vi talte om den unikke mulighed for at udvikle bæredygtig turisme i Grønland.

Grønland blev noteret på Times, CNN, New York Times og National Geographic som en topdestination at besøge.

-Vi sætter bæredygtighed på dagsordenen med fokus på bæredygtighed i en grønlandsk kontekst, og hvad der virker for grønlandske samfund.

Og vi sætter et ambitiøst mål: at gøre Grønland til en af de mest bæredygtige destinationer i verden inden udgangen af årtiet!

Næstformand konstitueret direktør

Visit Greenland har med fyringen konstitueret en ny direktør. Det er bestyrelsens næstformand Anne Nivíka Grødem.

Før Hjörtur Smarason tiltrådte i april 2021, var souschef Mads Skifte konstitueret direktør efter tidligere direktør Julia Pars fratrådte i slutningen af februar samme år, og nu skal virksomheden på jagt efter en ny direktør igen.

- Jeg startede året med en fed udtalelse. At vi ikke skulle vente til 2024 med at nå vores 2019-tal inden for turisme, men få det allerede i 2022. Det er stadig først i slutningen af marts, men tallene er indtil videre over, og bookingerne giver os grund til at forvente ikke kun en kamp, men faktisk det bedste år nogensinde inden for turisme. Succes, skriver den afgående direktør i sin afskedssalut på LinkedIn.

Powered by Labrador CMS