”Hjerteskærende og uafviseligt”

I USA og Canada er et opgør i gang om en ikke så fjern fortid, da næsten alle indianer- og inuitbørn blev taget fra deres forældre og sendt på kostskole. Her skulle deres oprindelige sprog og kultur tæves ud af dem, som var det en ond ånd. Børnenes beretninger lyder som et mareridt ved højlys dag.

Børn af Apache-indianere ved ankomsten til en kostskole.

”Nogle gange blev vi slået med et læderbælte eller sat ind i et mørkt skab”, siger Jim Labelle, der betegner sig som ”overlevende” fra 10 års ophold på en kostskole for indfødte børn.

Han fortsætter: ”Eller også vaskede de vores mund med sæbe. I andre tilfælde blev eleven beordret til at tage alt tøjet af og løbe spidsrod nøgen mellem sine skolekammerater, der fik besked på at slå løs med deres bælter. Og så var der også den nihalede kat, som efterlod vabler på huden, hvor den ramte.”

Det skriver avisen AG.

”Det var straffen for at tale vort eget sprog,” siger Jim Labelle stille over telefonen fra Anchorage i Alaska. Han er nu pensioneret efter et arbejdsliv som underviser på universitet i byen.

Den mørke fortid, hvor indfødte børn blev mishandlet og i nogle tilfæde døde, er ved at komme frem i lyset i USA og Canada. Den amerikanske indenrigsminister, Deb Haaland – der selv er af indiansk afstamning – har over for avisen The New York Times kaldt det, der skete, for ”hjerteskærende og uafviseligt”.

Det begyndte sidste år, da det viste sig, at 215 børn var begravet i hemmelighed omkring kostskolen i den canadiske by Kamloops. Siden er der ved andre skoler – såvel i Canada som USA - fundet yderligere flere hundrede børnegrave, og endnu flere ventes at dukke op.

Kostskolerne fungerede frem til 1969. Den første blev grundlagt i 1819 i staten Pennsylvania i forlængelse af de krige, som den amerikanske regering dengang førte mod indianerne. ”De vilde” skulle tæmmes ved at sende deres børn i skole , så de kunne blive ”civiliserede”, som det hed dengang.

Hundredetusinder af børn

”En erkendelse af, hvad der skete, er endelig på vej”, siger Jim Labelle. Han vidnede selv i forrige uge for et udvalg i Kongressen, USAs lovgivende forsamling, om forholdene i sin tid som kostskoleelev. Desuden har det amerikanske indenrigsministerium netop udgivet en rapport om dette mørke kapitel i amerikansk historie.

I Canada har regeringen afsat 320 millioner canadiske dollar (1,7 mia. kr.) til reparere på de skader, som kostskolesystemet var årsag til. Cirka en fjerdel af beløbet skal bruges til at lede efter flere grave. En sandheds- og forsoningskommission har begyndt sit arbejde, og et lignende initiativ er på vej i USA.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS