Hjemmetest for corona kan være en realitet efter sommerferien

Copenhagen Medical, der importerer antigentest, er i gang med at udvikle en coronatest til hjemmebrug. Den kan være i brug om få måneder, lyder vurderingen.

Det kan snart være slut med lange køer ved de danske lyntestcentre. En coronatest til hjemmebrug kan nemlig være klar til brug i Danmark om få måneder. De skriver det danske medie Radio4.

Sådan lyder det fra Copenhagen Medical, der står for import af lyntest til Danmark og driver en række testcentre.

- Jeg tror, vi er to-tre måneder fra, siger direktør i Copenhagen Medical, Jeppe Handwerk, til Radio4.

I øjeblikket er flere studier i gang, der skal undersøge, hvor sikkert svaret på en coronatest er, hvis man tager den derhjemme. Inden testen kan komme ud i de danske hjem, skal den godkendes og CE-mærkes, som viser, at den lever op til alle relevante EU-krav.

- Det er vigtigt, at man ikke kan lave fejl med testen, og at man ikke kan snyde og springe over, hvor gærdet er lavest. Det kræver noget data, der kan verificere, at man har taget testen korrekt, og at man også kan få hjælp, hvis man har brug for det,” siger Jeppe Handwerk til Radio4.

Skal være nemt

Et nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at en selvtest for corona foretaget derhjemme er lige så præcis, som en hurtigtest i et testcenter. Den er dog ikke lige så sikker som en pcr-test.

Ifølge Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, er der potentiale i hjemmetestene. Men det er vigtigt, at de bliver nemme at bruge.

- Hvis det kan laves så enkelt, så alle kan finde ud af det, er det sådan set godt nok, siger Hans Jørn Kolmos til Radio4.

- Det er ikke i sig selv invaliderende, at folk ikke et uddannede til at tage testen. Hvis bare den er tilstrækkelig brugervenlig, og resultatet er tilstrækkelig nemt at aflæse, så man ikke skal fortolke på det, siger Hans Jørgen Kolmos.

Powered by Labrador CMS