Hjemløshed: Manglende lovgivning giver udslag i dårlig sagsbehandling

Flere kritiserer manglende lovgivning rettet direkte mod hjemløshed. Naalakkersuisoq Jess Svane ønsker ikke at forholde sig til kritikken, før offentliggørelsen af naalakkersuisuts kommende hjemløsestrategi.

Læge: - Loven er mest lavet for, at der ikke er nogen, som skal komme og få noget, som de ikke har ret til.

Manglen på boliger og tilbud er én ting. Men en ny analyse fra Socialt Udviklingscenter (SUS) taler sit tydelige sprog: Der mangler dybest set lovgivning på området, som er rettet direkte mod hjemløshed.

Nathanael Münch, korpsleder hos Frelsens Hær i Nuuk, kender problematikken alt for godt. Han forklarer, at den manglende lovgivning giver udslag i dårlig sagsbehandling. Her er den enkelte borger afhængig af en god behandling fra sagsbehandlerens side - og at borgere selv kan finde rundt i kompliceret lovstof.

- Det er der ikke mange, der kan, siger han.

En del hjemløse borgere beretter - ifølge analysen - om, at der ikke bliver lyttet til dem. De oplever, at de ikke bliver spurgt om deres ønsker og behov, de bliver ikke taget alvorligt, de bliver behandlet dårligt, og der kan endda til tider være en aggressiv attitude overfor dem blandt medarbejdere på feltet.

Ingen retlig forpligtelse

Analysen finder, at det er vanskeligt at finde hjælpemuligheder med afsæt i en lovgivning, der ikke præciserer opgaven og forpligtelsen i forhold til hjemløse borgere.

Det betyder også, at kommunen ikke har nogen retlig forpligtelse over for de hjemløse borgere - medmindre borgerens udfordringer falder ind under handicaplovgivningen.

Analysen slår fast, at handicaploven også skal dække over de borgere, som er inden for psykiatrien, men det lyder videre:

- Psykiske vanskeligheder er ikke nødvendigvis lig med et vidtgående handicap.

Lovgivningsmæssigt vakuum

Analysen viser, at en række mennesker med alvorlige sociale og psykiske vanskeligheder på en måde lander i et lovgivningsmæssigt vakuum, hvor de ikke får den fornødne hjælp til at lære at klare sig selv.

Flere aktører peger på, at lovgivningen ikke i tilstrækkelig grad er indrettet mod at støtte mennesker med alvorlige sociale og psykiske problemer. Undersøgelsen omfatter blandt andre en læge, der udtaler:

- Loven er mest lavet for, at der ikke er nogen, som skal komme og få noget, som de ikke har ret til.

For nylig blev der afholdt et pressemøde vedrørende den seneste optælling af hjemløse i Grønland, hvor Jess Svane, naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, forholdt sig til nogle af udfordringerne med hjemløshed.

Overvejer eventuel sociallovgivning

Her forklarede han, at der skal etableres en hjemløsebygning i Nuuk, så flest hjemløse kan få tag over hovedet:

- Derfra skal vi udarbejde vejledning og rådgivning for hjemløse, så disse kan komme helt ud af hjemløshed og fremover få eget hjem og funktion i samfundet.

Sermitsiaq.AG er interesseret i at vide, hvordan Jess Svane forholder sig til kritikken om samfundets manglende lovgivning mod hjemløshed, som svigter nogle af samfundets mest udsatte borgere. Naalakkersuisoq har ikke ønsket at stille op til interview.

I stedet oplyser Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender i et skriftligt svar, at naalakkersuisuts hjemløsestrategi, hvis alt går efter planen, præsenteres i indeværende år.

- Overvejelser om en eventuel sociallovgivning til hjemløseområdet indgår i overvejelserne i forbindelse med arbejdet med naalakkersuisuts hjemløsestrategi.

Powered by Labrador CMS