Hjælpepakke til fiskeriet klar til udbetaling

For mere end fjorten dage siden oplyste Selvstyret i en pressemeddelelse, at en hjælpepakke til fiskeriet var vedtaget. Men det er først fredag i sidste uge, at håndteringen af udbetalingen er faldet på plads. KNAPK er tilfredse med løsningen.

Offentliggjort

Indtil nu har der været tvivl om, hvordan fiskerne helt lavpraktisk skal få adgang til den støtte til fiskeriet, der blev vedtaget d. 14. september af Naalakkersuiut.

- Vi er godt tilfredse med, at der er vedtaget en hjælpepakke til fiskerne, men indtil fredag havde vi ikke fået betingelserne for, hvordan det skal bruges, siger formand for KNAPK, Henrik Sandgreen, til Sermitsiaq.AG.

I hjælpepakken er det aftalt, at fiskerne selv dækker de første 15 procent af det prisfald, der er sket i forbindelse med corona i forhold til året før. De næste 10 procent, fra 15 til 25 procent, dækker landskassen.

Forhandlinger undervejs længe

Selvstyret har været i dialog med indhandlingsstederne og fredag blev parterne enige om, at fiskerne kan få udbetalt støtten på indhandlingsstederne med det samme.

Det sker ved, at indhandlingssteder i hele landet kan indgå administrationsaftaler med Naalakkersuisut og derved få mulighed for at udbetale tilskud til erhvervsfiskerne.

Derefter kan indhandlingsstedet få refunderet de 10 procent fra Selvstyret. Og den løsning er KNAPK´s formand glad for.

-Den måde at håndtere hjælpen på, gør det nemmere for fiskerne at få del i hjælpepakken. Det er administrativt en del nemmere for vores medlemmer end de andre hjælpepakker, der er, siger Henrik Sandgreen til Sermitsiaq.AG.

Mangler støtte til hellefiskefiskerne

Men træerne vokser ikke ind i himmelen. Hjælpepakken dækker torsk, rejer og krabber, men der er fortsat store udfordringer for de fiskere, der indhandler Hellefisk.

- Så håber jeg, at den arbejdsgruppe, der har lavet hjælpepakken, fortsætter arbejdet, så vi kan få medtaget hellefisk også, for det er der brug for, understreger formanden.

Hjælpepakken til fiskeriet er gældende med tilbagevirkende kraft fra. 1. august og udløber foreløbigt den 31. december.

Powered by Labrador CMS