Hjælpeorganisationer efterlyser mad og beredskabsplan til udsatte
Hjælpeorganisationer og frivillige har indtil videre sørget for mad til udsatte under coronakrisen, men de efterlyser, at kommune og Selvstyret også kommer på banen.
OBS: Opdateret kl. 15.27 med kommunens reaktion på kritikken, red.
Udsatte borgere i Nuuk er ramt af coronakrisen, da de herberg og væresteder, de normalt opholder sig på, også er underlagt nedlukningen af byen af frygt for coronasmitte.
Nu efterlyser de tre hjælpeorganisationer NoINI, Frelsens Hær og Kofoeds Skole, at det offentlige kommer på banen og hjælper dem, der ikke har noget hjem at være i karantæne i. En kritik, som kommunen har svært ved at forstå.
Under overskriften: Hvor er beredskabet for socialt udsatte under coronakrisen, forklarer organisationerne, at den nuværende hjælp kører uden om offentlige:
Tager det offentlige over?
- Morgenmad og frokost har Kofoeds Skole i samarbejde med Frelsens Hær taget ansvar for og kører dagligt ture rundt for uddeling. Der er siden onsdag d. 25. marts oprettet et tilbud baseret på frivillig hjælp, hvor der hver aften fra Frelsens Hærs lokaler på H.J. Rinksvej 47 uddeles mad fra terrassen. Mad som i to uger bliver doneret af Restaurant Charoen Porn, skriver organisationerne og fortsætter:
- Man kan med rette spørge, om det er meningen, at denne løsning skal komme helt uden om det politiske og offentlige system i et velfærdsland? Vi kører på til før Påske, men skal vi kører videre eller tager det offentlige over?
Hvad hvis nogen bliver syge?
Men Kofoeds Skole er jo økonomisk støttet af Kommuneqarfik Sermersooq, er det ikke form for hjælp fra det offentlige?
- Jo, det kan man godt sige, men den her situation kalder på en ekstraordinær indsats. Kofoed Skoles daglige tilbud er jo lukket ned på grund af restriktionerne, og hvad mandat har de eksempelvis til at fortsætte med dele mad ud? De står også med en del ubesvarede spørgsmål omkring de her indsatser, siger Steven Arnfjord, på vegne af de tre organisationer.
Fredag eftermiddag i sidste uge rykkede de først hjemløse ind i en teltlejr, som Kommuneqarfik Sermersooq har etableret. Det er et godt initiativ, skriver de tre organisationer, men man er ikke helt i mål.
- Det er et glimrende fremryk, men vi mangler stadig en plan. Hvad stiller man for eksempelvis op, hvis nogle af de hjemløse bliver syge og skal i karantæne, spørger Steven Arnfjord. Han frygter, at sygdommen kan spredes hurtigt blandt de hjemløse, hvis først én bliver smittet.
Fagchef forklarer
Fagchef Cecilie Victoria Schierbeck fra Kommuneqarfik Sermersooq forstår ikke kritikken:
- De hjemløse bliver dagligt tilset af en sygeplejerske i Campen. Samtidig vil det eksisterende herberg fungere som karantæne, hvis det bliver nødvendigt for en hjemløs at gå i hjemmekarantæne. Vi har selvfølgelig orienteret både Kofoed Skole og Frelsens Hær om, at kommunen har et beredskab klar, hvis behovet opstår, så hvorfor de efterlyser en beredskabsplan for denne situation, ved jeg ikke, siger hun og tilføjer:
- Kofoed Skole hjælper i øjeblikket sammen med Frelsens Hær og NoINI, kommunen med at bringe mad ud til Campen. Det er en ordning som Kommuneqarfik Sermersooq fuldt ud finansierer. Vi er glade for det samarbejde, som sikrer, at der hver dag bliver serveret tre måltider for de hjemløse. Vi ser det som en positiv ting, at foreningerne kan servere doneret mad hos Frelsens Hær, det er der sikkert mange der kan drage nytte af, men det erstatter på ingen måde indsatsen fra kommunens side.