Vil hjælpe grønlandske børn

Tv-værten, forfatteren og musikeren Annette Heick bliver nu en del af Dansk Folkehjælps ambassadørkorps.

Annette Heicks hjerte banker for grønlandske børn. Polfoto: Finn Heidelberg

Hun vil arbejde for socialt udsatte grønlandske børn, rekruttering af frivillige til organisationen og førstehjælpskurser i landets skoler og virksomheder.

TV2-værten Annette Heick er særligt optaget af organisationens arbejde med at gøre livet for socialt udsatte grønlandske børn bedre og sjovere: -Det skærer mig i hjertet, når jeg hører, at grønlandske børn ikke kan komme på ferie som andre børn, fordi der ikke er råd til det. Selvom Grønland geografisk er langt væk, så går de grønlandske børns problemer mig meget nært.

Det skriver Midtjyllands Avis.

- Derfor forsøger jeg og en række andre ambassadører fra Dansk Folkehjælps ambassadørkorps i øjeblikket at samle 1 million kroner ind til at sende de grønlandske børn på et ugelangt ferieophold i Danmark.

Dansk Folkehjælps 50 afdelinger befolkes af omtrent 3000 frivillige ildsjæle, som hvert år sørger for at holde organisationens humanitære og velgørende aktiviteter i gang.

Powered by Labrador CMS