Historisk udredning kan gå i gang

22 grønlandske børn blev i 1951 sendt til Danmark og anbragt på børnehjem, og det fik alvorlige konsekvenser for mange af børnene. Nu er rammerne for en historisk undersøgelse af omstændighederne blevet fastlagt.

Det er børne- og socialminister Mai Mercado og Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen, der i fælleskab har udarbejdet et kommissorium, som sætter rammen for udredningen.

- Fra dansk og grønlandsk side ser man frem til at få undersøgt de historiske aspekter, beslutningsforløbet, børnenes livsforhold og de menneskelige konsekvenser, står der i en pressemeddelelse fra Selvstyret.

I den nærmeste fremtid vil regeringen og Selvstyret udpege to til tre fagpersoner, som skal stå for udredningen.

Følgende skal afdækkes:

Den historiske kontekst for initiativet.

Overvejelser, beslutninger og handlinger fra involverende myndigheder, institutioner og organisationer:

  • i beslutningsforløbet, der ledte frem til initiativet
  • ved udvælgelsen af de pågældende børn, herunder kommunikationen med deres pårørende
  • under de pågældende børns ophold i Danmark fra 1951-52
  • af betydning for de pågældende børn, der efterfølgende blev anbragt på børnehjem i Nuuk og frem til myndighedsalderen
  • for de pågældende børn, der blev adopteret
  • i forbindelse med initiativets afslutning, herunder hvorfor initiativet ikke gentages.

Afdækning af børnenes ophold i Danmark og efterfølgende i Grønland, herunder:

  • livsforholdene i Danmark
  • livsforholdene på det nyoprettede børnehjem i Nuuk
  • det danske og grønlandske samfunds syn på de pågældende børn.

Oplevelser og konsekvenser for de berørte børn, herunder gennem interviews med nulevende personer

Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen udtaler:

- Det er vigtigt at få historiske begivenheder som disse belyst. Vi kan ikke ændre fortiden, men af hensyn til de involverede børn, deres familier, og samfundet generelt, så er det vigtigt at forstå nuancerne i sagen, så vi kan forstå, hvad der virkelig skete. Jeg ser frem til at få sat et punktum i sagen. Det skylder vi de berørte børn og det grønlandske folk.

Dybt indtryk

Børne- og socialminister Mai Mercado udtaler:

- Det gør et dybt indtryk at høre, hvad børnene og deres familier er gået igennem. Selvom der lå gode intentioner bag, så er der ingen tvivl om, at forløbet har haft store negative konsekvenser for en række af børnene. I dag virker datidens handlinger ubegribelige. Men vi kan ikke ændre dem, hvor gerne jeg end ville. Jeg glad for, at vi nu får kastet lys over de beslutninger, der blev truffet dengang. Det handler ikke om at placere skyld, men om at vi alle bliver klogere på vores fælles historie, så vi sammen kan se fortiden i øjnene. Det tror jeg også er vigtigt for de mennesker, der har været berørt af denne sag.

Undersøgelsen skal være færdig den 1. juni næste år, hvorefter den vil blive offentliggjort.

Se kommissorium for den historiske udredning

Powered by Labrador CMS