Kvoter

Hellefisken er truet af overfiskeri

Hellefisken er alvorligt truet af overfiskeri, fremgår det af et svar, som Grønlands Naturinstitut har leveret til Naalakkersuisoq Karl-Kristian Kruse i forbindelse med et paragraf 37 spørgsmål.

Det er IA’eren Bendt B. Kristiansen, der har spurgt, om ”man kan betegne hellefiskebestanden i Disko Bugten som alarmerende”.

Alarmklokker ringer

Og de fleste alarmklokker ringer, hvis man skal sætte sin lid til eksperterne, biologerne i Grønlands Naturinstitut.

Således er gennemsnitsstørrelsen på hellefiskene reduceret fra 60-62 centimeter i 2001 til i dag 52-54 centimeter.

- Dette svarer til, at der i i dag skal fiskes dobbelt så mange fisk som tidligere for at opnå samme fangstmængde, understreger Grønlands Naturinstitut (GN), der oplyser, at man støtter sig til biologiske undersøgelser (trawl og garn survey) samt logbogsdata fra fiskerne.

Bekymret siden 2015

Biologerne blev allerede i 2015 bekymret over hellefiskebestanden og mente, at hellefiskekvoten skulle reduceres fra 8.000 tons til 6.400 tons gældende for 2017 og 2018. Ingen har imidlertid lyttet til biologerne med det resultat at fiskerne har bevaret sine kvoter, men i år ikke kan nå at fiske dem op, fordi bestanden er blevet reduceret kraftigt.

- Fra januar 2017 til medio august er der landet 3.700 tons hellefisk i Disko Bugt, hvilket er ca. halvdelen af landingerne i samme periode i 2016 (7.050 tons). Nedgangen i indhandlingen skyldes formodentligt den registrerede nedgang i bestanden, og at fiskerne derfor søger nye områder og nye arter. Det vil først være muligt at analysere, om fiskeriindsatsen har ændret sig, når GN har modtaget logbøger og indhandlingsdata senere på året, lyder svaret.

Opsparet kapital

- Konkret baserer den biologiske rådgivning om udnyttelsen af hellefiisk i fjordområdeme på det faktum, at bestanden tilføres ungfisk udefra (Davis Strædet), og at fiskeriet i fjordene derfor i sidste ende er afhængigt af Davis Stræde-bestandens størrelse og af omfanget af fiskeriet i fjordene. Fiskeriet i fjordene høster en form for opsparet kapital bestående af mange årgange, lyder det fra naturinstituttets biologer.

Biologerne kan endvidere oplyse, at den øgede torskebestand øjensynligt ikke har nogen betydning for hellefiskene, og havtemperaturen i Disko Bugten er ikke ændret.

Tavs Karl-Kristian Kruse

Karl-Kristian Kruse gør opmærksom på, at svarene fra GN ”ikke nødvendigvis deles af mig”. Han tilkendegiver heller ikke, om han mener, at der skal justeres på hellefiskekvoterne, trods eksperternes rådgivning.

Powered by Labrador CMS