Helikopter-udfordring i nord er løst

Air Greenlands H155-helikopter i Upernavik, der var ude af drift den 28. og 29. november på grund af tekniske problemer, er nu klar til at flyve igen.

Den forholdsvise nye H155-helikopter i Upernavik var ramt af en del aflysninger i begyndelsen af året grundet tekniske problemer, hvilket gik ud over betjeningen af flypassagererne i nord. Det skabte en del kritik af helikoptertypen dengang, som igen er blusset op efter en del aflysninger i oktober og igen de to dage i november.

Air Greenlands direktør for Bæredygtighed og Kommunikation, Inga Dora G. Markussen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at den manglende reservedel ankom til Upernavik i går.

Har fungeret godt

- H155-helikopteren har hen over sommeren og efteråret fungeret godt og uden problemer. Vi kan imidlertid ikke gardere os imod, at tekniske problemer opstår i ny og næ, siger Inga Dora G. Markussen.

Kommunikationsdirektøren forklarer, at Air Greenland siden anskaffelsen og i løbet af implementeringsperioden har formået at etablere et større reservedelslager, samtidig med at helikoptermekanikerne er blevet langt mere fortrolige med at reparere helikopteren.

Fantastisk indsats

- Mekanikerne gør et fantastisk arbejde, og vi er blevet langt bedre til at håndtere eventuelle tekniske problemer. Man må tænke på, at reservedele i visse tilfælde skal rekvireres fra Frankrig og sendes til hertil, hvor der også kan ske forsinkelser på grund af dårligt vejr på ruten. Det kan forsinke arbejdet. Men vi har formået at opbygge et langt større reservedelslager, som betyder, at vi kan løse langt flere akutte problemer langt hurtigere, oplyser Inga Dora G. Markussen.

Air Greenland har syv H155-helikoptere med plads til ti passagerer, hvor de seks af dem er fordelt rundt om i landet.

- Den syvende helikopter tager så at sige de andre helikopteres plads, når de andre skal til inspektion. Den ekstra helikopter giver mere stabil drift, som kunderne vil kunne mærke, forklarer hun og påpeger at Air Greenland gør alt hvad de kan for at leve op til servicekontrakterne med Selvstyret.

Mindre helikopter indsat i Disko

I mørketiden er vinduet for at kunne operere kortere og afhængig af måneskinnet. Derfor har selskabet indsat en mindre AS350 helikopter med plads til fire personer, i drift i Disko-området.

- Det er for at overholde servicekontrakten, at der er brug for ekstra kapacitet og ved at tilføje en ekstra helikopter, kan vi få passagerne frem. Så må vi håbe, at skyer ikke skygger for lyset fra måneskinnet, siger hun.

Powered by Labrador CMS