Helikopter måtte give op i redningsaktion

En jollefisker kan takke fiskerkolleger for, at han blev reddet i land, da hans jolle fik motorstop i meget dårligt vejr mandag.

Opdateret 10.28 med flere detaljer, red.

I farvandet mellem Aasiaat og Qasigiannguit fik jollefiskeren pludselig motorstop, og en redningsaktion, der involverede Arktisk Kommando og politiet, gik i gang.

En redningshelikopter fik lokaliseret jollefiskeren, men på grund af det dårlige vejr var det ikke muligt at hoiste manden op i helikopteren. Bølgerne var simpelt hen for høje, oplyser politiet til Sermitsiaq.AG.

I sikkerhed

Politiet har under aktionen kontakt med jollefiskeren og giver løbende meldinger til de øvrige fartøjer, der er på vej for at hjælpe jollefiskeren. I fællesskab får man således guidet en kutter hen til den position, hvor jollefiskeren var.

Patruljefartøjet ”Lauge Koch” var kortvarigt sat på redningsopgaven, men på grund af de snarrådige fiskere, der kom jollefiskeren til hjælp, kunne ”Lauge Koch” vende om.

Hele aktionen blev koordineret af politiet, fremgår det af Forsvarets døgnrapport.

Grønlands Politi siger efter redningsaktionen.

- Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at man har det nødvendige kommunikations- (og navigationsudstyr) med, når man sejler ud.

Powered by Labrador CMS