Havisen smelter tidligt ved Qaanaaq

Temperaturen er lige nu 15 grader varmere end normalt

Udsædvanligt høje temperaturer betyder, at der lige nu ligger der blankt vand på havisen ved Qaanaaq. Det skriver Politiken.

Isen, der ligger under vandlaget, ville normalt brække op i mindre stykker, når vi nærmer os sommer, for derefter at smelte helt væk.

Men temperaturer 15 grader højere end normalen er skyld i, at isen nu smelter fra overfladen.

- Det er meget usædvanligt, at der er så meget vand på isen. Hele området er meget varmere end normalt, og derfor ligger der så meget vand, fortæller klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Ruth Mottram til Politiken.

Hun er kollega til Steffen Malskær Olsen, der har taget det opsigtsvækkende billede af smeltevandet.

Han arbejder på et projekt i tæt samarbejde med fangerne i Qaanaaq. I projektet placerer de instrumenter på havisen i Inglefield Bredning, tidligt om vinteren hvert år, og så henter de instrumenterne igen tidlig sommer, inden havisen bryder op.

Forskerne transporterer sig normalt med hundeslæde, men da området var dækket af vand, blev det noget af en udfordring for forskeren at hente det dyre måleudstyr.

I sidste uge oplevede Grønland og store dele af Arktis meget varme forhold på grund af varme vinde, der drev op fra syd, fortæller Ruth Mottram. Vejrstationen ved Qaanaaq Lufthavn registrerede temperaturer på 17,3 grader onsdag og 15 grader torsdag mod normalt 1,6 grader i denne årstid.

Ruth Montram understreger overfor Politiken, at denne uges begivenhed er en ekstrem begivenhed, der ikke alene kan knyttes til klimaforandringer.

Powered by Labrador CMS