Havet æder havnene

Der er et vedligeholdelsesefterslæb på omkring 80 mio. kr. for samtlige havne. Ingen penge afsat til udbedringer næste år på grund af transportkommissionens udspil.

Havets og tidens tand har slugt store stumper af samtlige havne, der tørster efter en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Foto: Leiff Josefsen

Det store vedligeholdelsesefterslæb kom frem i et svar fra Jens B. Frederiksen på et paragraf 36 spørgsmål fra Siumuts Kristian Jeremiassen.

Jens B. Frederiksens administration har udarbejdet en handlingsplan, der på sigt skal søge at indhente noget af efterslæbet.

- Men det er en kendsgerning, at mange af vore havneanlæg er gamle og nedslidte, hvilket stiller store krav til løbende vedligehold, pointerer Jens B. Frederiksen.

På hovedkonto 87.73.10 Havneanlæg er der dog ingen bevilling afsat i 2011.

Naalakkersuisut har valgt at afvente Transportkommissionens vurdering af den samlede infrastruktur i Grønland, førend der lægges planer også for bygdehavnene. Transportkommissionens betænkning forventes fremlagt for Inatsisartut til debat på den kommende Forårssamling med henblik på en politisk debat.

- Det er på den baggrund mit håb, at Inatsisartut vil deltage i en samlet prioritering af hele infrastrukturen – herunder også, hvorvidt der skal afsættes midler til en opgradering af bygdehavnene, bebuder Jens B. Frederiksen.

Powered by Labrador CMS