Havarirapport giver kaptajn skylden for grundstødning

Kaptajnen ombord på krydstogtskibet Quest, der stødte på grund ved Qeqertarsuaq i 2007, handlede uansvarligt, konkluderer havarirapport.

Quest efter grundstødningen.

Havarirapporten fra den danske Søfartsstyrelse konkluderer blandt andet, at kaptajnen ombord på Quest bevidst havde fraveget sejlplanen for at sejle så tæt på land som muligt, så passagererne ombord kunne se hvaler og isbjerge. Desuden var farten på ni knob (14,4 kilometer i timen), mens skibet navigerede rundt mellem isbjergene.

På denne baggrund konkluderer rapporten, at kaptajnen tog en helt unødvendig risiko. Og adfæren kan ikke betragtes som at være foreneligt med grundlæggende sømandskab.

Det fremgår desuden af rapporten, at krydstogtskibet ikke havde en lokal lods ombord, der kendte til isfyldt farvand. Omvendt var kaptajnen den eneste ombord, der kendte til grønlandsk farvand, men han kendte ikke til den lokale havdybde.

Grundstødningen blev endvidere ikke rapporteret til de rette myndigheder, men udelukkende til Aasiaat Radio, da der var gået 50 minutter, fremgår det af rapporten.

Det fremgår endvidere af rapporten, at det undersøiske skær ikke var markeret på søkortet.

Styrelsen anbefaler, at skibene i højere viser agtpågivenhed i forbindelse med sejlads i grønlandsk farvand, at skibene bruger lokale lodser, især hvis der er tale om en uerfaren besætning, når det gælder sejlads i arktisk farvand samt indenskærs farvand.

Powered by Labrador CMS