Hashhandlere i skænderi i retten: Tjente millioner på hashsalg
Er to grønlandske mænd blot små brikker i en langt større kæde af organiseret narkokriminalitet i Sydgrønland med dansk bagmand? Eller er især den ene faktisk lige så involveret i handel med det ulovlige stof som et allerede dømt ægtepar? Denne uge sætter landsretten punktum i ankesagen om frostpakke-millionerne fra salg af omkring 10 kilo hash.
- Prisen var den samme. Der var hele tiden hash i Qaqortoq. For der var ikke nogen hunde.
Sådan lød det torsdag fra den hovedtiltalte i ankesagen om fundet af 7,7 millioner kroner i frostpakker fra et skib i Grønlandshavnen i Aalborg. Han forklarede, at selv om der var corona, havde det angiveligt ikke indflydelse på, hvad et gram hash kostede. Det skriver avisen AG, om den opsigtsvækkende retssag.
Udtalelsen faldt under senioranklager Lars J. Petersens afhøring af manden, og var blot ét af mange udsagn fra de to tiltalte samt et enkelt, højst centralt, vidne i ankesagen, som gav et lille indblik i, hvordan det tilsyneladende fungerer, når hash og kontanter skifter ejermand i en by som Qaqortoq. Herunder, hvordan man i det lokale hashmiljø gennem storspil i Danske Spil forsøger – og må man formode også i et vist omfang har held med - at vaske sine kriminelle gevinster rene.
Som AG beskrev i sidste uge, er ankesagen en udløber af det opsigtsvækkende fund, som toldmyndigheden gør i oktober 2021. Pilen peger hurtigt på afsenderen af de mange vakuumpakkede, kolde kontanter i flyttekasser, hvorefter et ægtepar bosat i Qaqortoq bliver anholdt og tilbageholdt. Godt fire måneder inde i sin frihedsberøvelse vælger den tilbageholdte mand, som er tilflytter fra Danmark, at aflægge fuld tilståelse og erkender sig skyldig i hashhandel. I forbindelse med sin tilståelse navngiver han en mand, der er sidst i 40’erne, som sin samarbejdspartner, hvilket fører til at denne mand bliver anholdt, sigtet for besiddelse af kontanter og mistanke om narkohæleri.
Efter tilståelsen kommer ægteparrets sag relativt hurtigt for Kujalleq Kredsret, som i maj i år idømmer manden fire års anstaltsanbringelse, mens hans hustru idømmes to år for hæleri. Han afsoner nu i Danmark, mens hans kone venter på at kunne afsone resten af sin dom med fodlænke.
Blev lokket
Under ankesagen i Grønlands Landsret fortalte den hovedtiltalte, at det var den nu dømte mand, der i begyndelsen af 2020 ”fik lokket ham” til at sælge hash for ham. På spørgsmålet fra anklageren om, hvordan han blev lokket, svarede tiltalte:
- Han spurgte bare, om jeg ville hjælpe ham.
Læs mere om retssagen i denne uges udgave af avisen AG. Få adgang her: