Hash-sag: Postansatte havde central rolle

Anklageskriftet ligger nu klar i en af de største hashsager i Grønlands historie, hvor syv personer står tiltalt for indsmugling af hash fra 27 til 63 kilo.

Sidste sommer slog politiet til på flere adresser i Nuuk, hvilket var indledningen til en af de største hash-indsmuglingssager i Grønlands historie.
Offentliggjort

Den 16. april skal de syv tiltalte i den store hashsag for en dommer i retten i Nuuk, hvor de risikerer straffe på mellem tre år og ni måneder og op til fem år.

Millionfortjeneste

Det fremgår af anklageskriftet, at de tiltalte havde en fortjeneste på et tocifret millionbeløb. I alt skal retten behandle 21 forhold. Tre af disse forhold relaterer sig direkte til selve hash-indsmuglingen.

Hashen blev indkøbt i Danmark og sendt fra flere forskellige adresser i København. Især Meny-butikken i Vermlandsgade på Christianshavn og Føtex-butikken på Jernbane Alle i Vanløse blev benyttet, da pakkerne med hash skulle sendes til Nuuk.

I perioden 7. juli 2015 og frem til 6. november samme år blev der ifølge anklageskriftet sendt seks pakker, som indeholdte hash på mellem to kilo og 200 gram.

Hashpakker tømt af postarbejdere

Hashen nåede aldrig frem til adressaten, da nogle af de tiltalte var ansat hos postvæsenet i Nuuk, hvor man ifølge politiet stod parat til at tømme pakkerne for hash og dermed få den ulovlige narko bragt videre til personer, som stod for den videre distribution og salg.

I et andet forhold beskrives hashsmuglingen i perioden 1. januar 2017 og frem til 24. juli 2017, hvor andre butikker i København bliver brugt til at sende pakker med hash til Grønland. Nogle af pakkerne indeholdt ”ikke under 7,3 kilo hash”, fremgår det af anklageskriftet.

Forskellige roller

Ifølge anklageskriftet havde hashbanden hver sin rolle for, at det skulle lykkedes at få de store mængder smuglet ind i Grønland. Nogle stod for pengeoverførsler til Danmark, hvor hashen blev indkøbt. Andre stod for forsendelse af pakkerne, de ansatte hos postvæsenet sørgede for at tømme pakkerne for hash, mens andre tog sig af den videre distribution og salg.

Toldvæsenet kom dem i forkøbet

Det fremgår af anklageskriftet, at toldvæsenet i Nuuk to gange nåede at få fingre i forsendelserne, før de blev tømt for hash. En pakke på knap to kilo blev den 24. Maj 2017 opsnappet af toldvæsenet. Det samme med en pakke på knap fem kilo, som toldvæsenet fik fingre i den 16. juni.

Anklagemyndigheden vil føre en række vidner i sagen, og der vil blive fremlagt bevismaterialer i form af blandt andet telefonaflytninger.

Fem af de syv tiltalte kommer fra Nuuk, en kommer fra Qeqertarsuaq og den ene kvinde er fra Upernavik.

Powered by Labrador CMS