Grønnedal

Hammond: Grønnedal bør ikke fjernes

Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, stiller en række spørgsmål til forsvarsministeren, efter Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har sat Grønnedal-oprydningen i udbud

Aleqa Hammond
Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond

Den endelige oprydning af tidligere flådestation Grønnedal bliver nu sendt i udbud af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse for en anslået værdi af op mod 300 millioner kroner.

Læs: Grønnedal-oprydning i udbud

Planen om nedrivningen har fået Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, til at stille en række spørgsmål til forsvarsminister, Carl Holst (V).

Overføre til selvstyre
- Mener forsvarsministeren ikke, at det vil være på sin plads i stedet at finde en løsning, således at faciliteterne på stedet kan overføres til det grønlandske selvstyre?, spørger hun.

Og hun spørger efterfølgende, om forsvarsministeren har undersøgt enhver mulighed for - i stedet for at destruere hele stedet - at gøre Grønnedal til et sted, der kan komme den grønlandske befolkning til gavn i forhold til rekreative aktiviteter, blandt andet til brug som jagthuse for de nærliggende byer og bygder.

Fin gestus
Aleqa Hammond spørger også forsvarsministeren, om det er fornuftigt at bruge flere hundrede millioner kroner på at nedrive og bortskaffe alle faciliteter i Grønnedal i stedet for - for eksempel - at bruge disse penge til en fond, der kan vedligeholde stedet og som senere kan bruges til destruering og oprydning efter brug.

- Finder forsvarsministeren ikke, at det ville være en fin gestus fra den danske stat at tilbyde faciliteterne i Grønnedal til det grønlandske folk som afslutning på den gode og mangeårige brug af stedet, som det danske forsvar og dermed også Nato og USA har oplevet?, spørger Siumuts folketingsmedlem.

Det forventes, at arbejdet med at fjerne Flådestation Grønnedal kan sættes i gang i løbet af foråret 2016 og vil løbe over to-tre år.

Powered by Labrador CMS