Gå til hovedindhold

Hammeken: Containermangel er løst

Royal Arctic Line indrømmer, at man har haft problemer med manglende containere, der har ramt det grønlandske erhvervsliv. – Det skulle dog være ovre nu, fastslår rederidirektør Verner Hammeken.

Brugseni kom mandag med en række kritikpunkter mod Royal Arctic Line, fordi denne skaltede og valtede med, hvilke containere de leverede i forhold til aftalt leveringstidspunkt.

Desuden har byggebranchen problemer med at få leveret gods, fordi der er mangel på kapacitet, får de at vide.

Læs artikel: RAL-kaos koster virksomheder penge

Verner Hammeken tager i dag til genmæle mod kritikken i et længere indlæg, som Sermitsiaq.AG har valgt at bringe i sin fulde længde:

Læs den her: Ral ønsker dialog, ikke kaos

Topchefen i RAL indrømmer, at rederiet har haft problemer med mangel på containere i juli, men dette problem skulle i dag være løst.

- Gennemgående for alle disse problemstillinger er jo netop, at det er en overgangsfase, skriver Verner Hammeken og påpeger samtidig, at samsejlingen med Eimskip har været udfordret af corona-pandemien og forsinkede skibsleveringer, hvilket betyder, at man anvender et containerskib, som langt fra har samme kapacitet, som ”Tukuma Arctica” og Eimskips ”Dettifoss”.  Disse skibe har muliggjort godsleveringer af en overstørrelse, som ikke var muligt før, påpeger han.

Behov for yderligere optimering

Verner Hammeken forudser, at de fysiske rammer for omstillingen vil være fuldendt i slutningen af oktober, hvor RAL går ind i fase 2 af samsejlingen.

Ifølge rederidirektøren har ”prøvekøringsperioden” været nyttig, og at man har været budt på færre udfordringer end frygtet.

Han mener, at RAL fortsat har ting, der skal optimeres. Eksempelvis godsudlevering om fredagen, når skibet anløber Nuuk om morgenen. Det er nemlig et problem for de større butikker, at de ikke kan få udleveret alle deres varer og må tage lørdagen i brug.

- Det er vi sikre på, at vi kan løse i fælleskab, når det hele er kørt ind, skriver Verner Hammeken, der forstår frustrationen over, at hele samsejlingsplanen endnu ikke er i drift med de nye muligheder som Aarhus og Island giver.

RAL: - Vi lytter til kritik

Verner Hammeken er langt fra tilfreds med at møde kritik i pressen og fra ”lobbyorganisationer som GE”, som han skriver.

- Der er i sådan en offentlig kritik altid et spørgsmål om, hvor saglig den pågældende kritik er, mener Verner Hammeken.

- Vi lytter altid til kritik, særligt når den kommer fra vores kunder direkte. Det er normalt konstruktivt, sagligt og lærerigt. Det er faktisk vigtigt for os at have den dialog om de ting vi kan gøre bedre direkte, skriver rederidirektøren. Oplevelsen hos Brugseni og andre virksomheder er imidlertid, at RAL ikke lytter til deres problemer.

Verner Hammeken understreger, at man ønsker at betjene erhvervslivet bedst muligt og peger på fordelene i det nye samsejlingssystem, hvor Grønland kan handle direkte og effektivt med hele verden.

Mudderkastning

- Det er meget svært for Royal Arctic Line at se nogen værdi i mudderkastning gennem pressen, samt at vi fra vores side skal bruge ressourcer på at korrigere direkte vildledende konklusioner. Royal Arctic Line kommer aldrig til at bidrage til sådan mudderkastning, men kan kun håbe på kunderne i fremtiden vil vælge dialog med rederiet i stedet for den senere tids triste udvikling, lyder det afslutningsvis fra Verner Hammeken.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER