Halvt så mange børn kender deres rettigheder

På fem år er kendskabet til børns rettigheder faldet markant. Folkeskolen bør i højere grad lære børn om deres rettigheder, mener UNICEF

Markant færre børn kender til deres rettigheder end for fire år siden. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for NAKUUSA, UNICEF Danmark og Institut for Menneskerettigheder.

Siden 2014 er kendskabet således faldet til under det halve. Således svarede 38 procent af de adspurgte børn dengang, at de ved meget eller noget om børns rettigheder. Nu er det kun 16 procent der svarer ja til det spørgsmål. Første gang man undersøgte spørgsmålet var i 2010.

UNICEF opfordrer Naalakkersuisut til at reagere på udviklingen.

- Vi så en stor positiv udvikling i kendskabet til børns rettigheder blandt grønlandske skolebørn fra 2010 til 2014, men den udvikling er i undersøgelsen fra 2019 faldende. Dette bør tages alvorligt, særligt af Naalakkersuisut, som i sidste ende i henhold til Børnekonventionen har ansvaret for, at børn og voksne kender til børns rettigheder, siger Sara Olsvig, programchef for UNICEF.

- Dette viser, at det fortsat er vigtigt at arbejde for at øge kendskabet til børns rettigheder i Grønland. Fra UNICEF mener vi, at denne opgave i højere grad bør ligge i folkeskolen. Vi arbejder gennem NAKUUSA med at øge kendskabet til børnekonventionen og børns rettigheder på en del af skolerne, men undervisningen i børns rettigheder bør være meget mere gennemgribende.

Kender til børnekonvention

Det er dog ikke således, at børn slet ikke kender til børnerettigheder. Således siger 24 procent, at de kender en smule til dem; det tal var 16 procent i 2014.

Og når det gælder FN's børnekonvention, så svarer 42 procent, at de kender den godt, nogenlunde eller har hørt lidt om den. I 2014 var det 38 procent.

- Det er godt, for konventionen er det dokument, Grønland har skrevet under på, og som indeholder rettighederne.

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen (S) hæfter sig også ved, at mange børn kender til konventionen.

- Det er glædeligt, at der løbende foretages undersøgelser blandt børnene i Grønland til kendskabet til FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Næsten halvdelen af børnene (42 procent) kender til børnekonvention. Det er et højt tal, men det kan blive bedre, siger hun.

491 elever fra 6. til 10. klasse på 13 skoler har deltaget i undersøgelsen.

Powered by Labrador CMS