Halvårsregnskab: Royal Greenland påvirket af corona

Driftsresultatet for første halvår 2020 viser et underskud på 16 millioner imod et driftsover-skud på 87 millioner i 2019. Den lavere indtjening skyldes Covid-19’s påvirkning af markederne samt et presset marked for kogte & pillede rejer.

Royal Greenlands omsætning er på årets første seks måneder faldet med ni procent i forhold til sidste år. Det oplyser virksomheden i forbindelse med deres halvårsrapport.

Royal Greenland er ligesom mange andre virksomheder presset af coronasituationen. Værst har det været i årets første fire måneder, hvor samfundet i store dele af verden har vært lukket ned.

Det har haft enorm indflydelse på Royal Greenlands salg til foodservice og til videreforarbejdning i andre fødevarevirksomheder.

Det går bedre

Det er dog ved at stabiliserer sig igen. Den gradvise åbning af markederne betyder, at salget til foodservice og industri nu nærmer sig sidste års niveau, oplyser Royal Greenland.

Det er afgørende for årets endelige resultat, at Asien og specielt det kinesiske marked, som er Royal Greenlands største, normaliseres nogenlunde i andet halvår, hvor det er vigtigt at pointere, at produkterne kommer fra Grønland og dermed et Covid-19 frit område.

Andre områder omkring e-handel er accelereret, især i Kina og Japan. Joint Venture aftalen med Beiyang Jiamei Seafood i Kina, som blev indgået ultimo 2019, har allerede vist sit værd, oplyser virksomheden.

For mange rejer

På toppen af Covid-19 har markedet for kogte & pillede rejer været presset, specielt for de store rejer. Markedet har siden medio 2019 været overforsynet med markante prisfald til følge.

Royal Greenlands nettoresultat i de første seks måneder beløber sig til et underskud på 39 millioner kroner mod et overskud på 141 millioner kroner i samme periode sidste år.

- Royal Greenland har i respekt for de samfundsmæssige konsekvenser for lokalsamfundene prioriteret at holde fiskeri og produktion intakte, og medarbejderne har ydet en fortræffelig indsats under svære vilkår. Vi håber, at markedsvilkårene tillader os at fastholde denne prioritet, lyder det fra virksomheden.

  • Den rentebærende gæld er steget med 276 millioner kroner som følge af bygning af de nye trawlere Avataq og Nataarnaq, hvor sidstnævnte leveres i sommeren 2021, medens Avataq blev leveret i december 2019.
  • Selskabet har etableret ekstra faciliteter for 750 millioner til at modstå de usikkerheder, som Covid-19 måtte skabe, men har ikke trukket på disse faciliteter. Den disponible likviditet er pt. 1,4 mia.
  • Egenkapitalen udgør 1,7 miliarder med en soliditet på 31,4 procent.
  • Første halvår 2019 indeholdt en fortjeneste på 141 millioner på salg af trawlerne Sisimiut og Qaqqatsiaq, mens indeværende år indeholder et tab på 15 millioner på salget af et pelagisk fartøj. Inklusive disse salg er resultat før skat faldet fra et plus på 228 millioner til et minus på 31 millioner kroner.

Læs halvårsrapporten HER

Powered by Labrador CMS