Halvårsregnskab: KNI fik 81,1 millioner i overskud

KNI opnåede i første halvår af regnskabsåret 2019/20 et resultat før skat på 81,1 millioner kroner mod 72,8 millioner kroner i 2018/19. Resultatet ligger på det forventelige niveau i forhold til budget.

I perioden fra 1. april til 30. september fik koncernen KNI overskud på 81,1 millioner kroner.

Det skriver det selvstyreejede selskab i en pressemeddelelse.

KNI forventer at resultatet for 2. halvår af regnskabsåret 2019/20 vil kunne realiseres på et niveau, således at det samlede regnskabsresultat for hele regnskabsåret vil kunne indfri det oprindelige mål om et resultat i størrelsesordenen 112 – 118 millioner kroner før skat.

Forbedret indtjening

Det forbedrede regnskabsresultat svarende til 8,3 millioner kroner i forhold til halvårsrapporten for 2018/19 er overordnet tilvejebragt på følgende vis:

  • en formindsket indtjening i selskabets varedivision med 3,0 mio. DKK, hvilket bl.a. skyldes en forøgelse af kampagnerabatter i butikkerne under Pilersuisoq
  • en forbedret indtjening i selskabets energidivision med 9,0 mio. DKK.
  • en forbedret indtjening fra tilknyttede virksomheder med 3,0 mio. DKK

- I halvåret 2019/20 har omsætningen udgjort 1.313 millioner kroner, hvilket svarer til samme niveau, som blev realiseret i halvåret 2018/19, hvor omsætningen således udgjorde 1.315 millioner kroner, oplyser selskabet.

I ovenstående omsætningsniveau indgår selskabets varedivision med 737 millioner kroner og energi-division med 571 millioner kroner. Den resterende nettoomsætning er realiseret i koncernens tilknyttede virksomheder. I såvel varedivisionen og energidivisionen er nettoomsætningen på niveau i forhold til samme periode sidste år, meddeles det.

Powered by Labrador CMS